Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Det samlede udlån ...

Det samlede udlån er steget gennem finanskrisen

31. maj 2010

Bankernes udlån faldt kun 85 mia. kr. i 2009, ikke 295 mia. kr. som flere medier skrev i sidste uge. Til sammen med udlånet fra realkreditten steg den finansielle sektors samlede udlån gennem finanskrisen.

Finansforbundet og flere medier skrev i sidste uge, at bankerne har lånt 295 mia. kr. færre ud til erhverv og private fra 2008 til 2009, baseret på Finanstilsynets opgørelse. Finansforbundet bruger imidlertid Finanstilsynets tal forkert, hvis hensigten er at belyse kreditsituationen i Danmark. Faktum er, at det samlede udlån fra den finansielle sektor er øget igennem finanskrisen og i 2010 er højere end nogensinde.

Bankernes udlån til virksomheder og husholdninger er ganske rigtigt faldet i 2009, men langt fra med 295 mia. kr. I Finanstilsynets tal er udlån til finansielle virksomheder medtaget, ligesom udlån fra danske filialer i udlandet også indgår. Ser man alene på bankernes udlån til danske virksomheder og husholdninger er faldet på 85 mia. kr. Altså mindre end 1/3 af Finansforbundets fremlægning. Det bekræftes af Nationalbankens opgørelse.

Flyttet til realkredit

Faldet i bankernes udlån er ikke ensbetydende med en kreditklemme. Faktisk er den finansielle sektors samlede udlån til erhverv og husholdninger er højere end nogensinde, både samlet set og hver for sig, jf. figur 1. helt konkret var den finansielle sektors samlede udlån 6,6 pct. højere i april 2010 end i april 2008.

Forklaringen er, at der under krisen er sket en forskydning, så en del af bankernes erhvervsudlån er "flyttet" over i realkreditinstitutterne. Bankernes udlån til virksomheder har dog været konstant det seneste halve år og falder altså ikke længere.

Store tab på udlån

Årsagerne til bankernes lavere udlån i 2009 er flere: Bankernes tab på udlån var i 2009 historisk høje, og Nationalbanken forventer, at det høje niveau for nedskrivninger vil fortsætte i 2010. Derudover er efterspørgslen efter banklån faldet markant i forhold til før finanskrisen brød ud. Det viser Nationalbankens udlånsundersøgelse.

Tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at finansiering ikke er et problem for virksomheder. I maj 2010 svarede kun 5 procent af de adspurgte bygge- og anlægsvirksomheder, at de oplever finansiering som en begrænsning for deres produktion. Til gengæd anser 35 procent utilstrækkelig efterspørgsel som en produktionsbegrænsning, jf. figur 2. I undersøgelsen kan virksomhederne vælge flere begrænsende faktorer.

Figur 1: MFI-sektorens sæsonkorrigerede udlån (klik på figuren for at se den i pdf)

 

MFIsektorens_sæsonkorrigerede_udlån_432_310510 


Figur 2: Produktionsbegrænsninger i bygge og anlæg (klik på figuren for at se den i pdf)

 

Produktionsbegrænsninger_i_bygge_og_anlæg_432_310510 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her