Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Europæiske bankøko...

Europæiske bankøkonomer: Økonomien vender

31. maj 2010

Der er tegn på, at økonomien vender og nu er i fremgang, lyder konklusionen i den seneste redegørelse fra økonomi- og valutaudvalget i European Banking Federation (EBF).

De europæiske bankøkonomer anslår, at vendingen i økonomien tager til i styrke på den korte bane. Meget af den seneste tids fremgang skyldes virksomheders genopbygning af lagre og en voksende verdenshandel drevet af eksport til nye markeder.

Økonomien understøttes af en ekspansiv penge- og finanspolitik og en lav inflation, men vanskeliggøres af stor lovgivningsmæssig usikkerhed og en stærkt stigende offentlig gæld.

Økonomerne pointerer, at udviklingen varierer fra land til land i euroområdet, og at den fortsat er skrøbelig. I gennemsnit forventes eurolandenes BNP at stige med moderate 1,2 procent i 2010 og 1,5 procent i 2011.

- Vi forventer, at væksten vil være overvejende drevet af eksport og en øget ydre efterspørgsel efter industriproduktionen i eksportlandene, siger Alejandra Kindelán, formand for økonomiudvalget i EBF og cheføkonom i den spanske storbank Santander.

Økonomerne anslår, at den globale vækst vil accelerere yderligere i de kommende kvartaler. Ifølge en anden EBF-redegørelse forventes eksporten at vokse med ca. 5 procent om året de kommende år.

Mens euroområdets genopretning er drevet af eksport, vil den indenlandske efterspørgsel være meget moderat.

- Europæisk økonomi er kun lige ved få luft under vingerne, og i de kommende år vil der være betydelig usikkerhed med hensyn til størrelsen af den offentlige gæld. Regeringernes økonomiske indgreb ventes at bære frugt, men de har - i det mindste på kort sigt - barske konsekvenser for de offentlige finanser, skriver økonomerne.

De fleste af euroområdets regeringer forventer at køre med offentlige underskud på mellem 6 og 7 procent af BNP i 2010 og 2011. Økonomerne understreger, at stigende offentlig gæld i kølvandet på en større finansiel krise ikke er usædvanligt, men at det nuværende niveau er uden fortilfælde og foruroligende i den aktuelle kontekst. De mener dog, at investorernes tillid kan genoprettes ved hurtigt at reformere budgetreglerne i euroområdet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her