Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Finansrådet vil la...

Finansrådet vil lancere IT-kvalifikationsramme i folkeskolen

4. februar 2010

Statsminister Lars Løkke Rasmussen talte i sin nytårstale om et eftersyn af folkeskolen. Finansrådet byder statsministerens eftersyn velkommen og vil gerne bidrage til dette arbejde.

Finansrådet vil i løbet af foråret offentliggøre en "IT-kvalifikationsramme" som input til et juni-møde i regeringens Vækstforum, hvor netop eftersynet af folkeskolen er på dagsordenen.

IT-kvalifikationsrammen vil være et bud på en række minimumkompetencer inden for IT, som den enkelte elev skal besidde ved afslutningen af folkeskolen.

- IT-kompetencer er allerede i dag helt afgørende for den almindelige borger, og de bliver endnu vigtigere fremover. For at kunne begå sig i det digitale samfund skal man være fortrolig med netbank, digital signatur, mobilbetalinger og en lang række andre nye produkter, som vi i dag næppe kan tænke os til. Man kan få alle danskere med ved at sætte ind med øget IT-undervisning i folkeskolen, siger Knud Henning Andersen, underdirektør i Finansrådet.

Finansrådet har desuden fokus på IT-kompetencer af tre årsager:

For det første digitaliseres samfundet i højere og højere grad. IT-kompetencer bør derfor indgå i den almene dannelse i folkeskolen, så ingen kommer til at stå tilbage uden de nødvendige IT-færdigheder.

For det andet vil en lang række af fremtidens vækstskabende opfindelser skulle inddrage IT-baserede løsninger. For at øge innovationsgraden i samfundet og uddanne flere danske specialister er det nødvendigt at øge mængden af generelle IT-kompetencer i samfundet.

Den tredje årsag, til at Finansrådet har fokus på IT-kompetencer, er målet om at få flere unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse. IT har mange unges interesse, og ved at indføre IT som naturligt element i undervisningen i alle fag, kan det gøres mere spændende at gå i skole.

cbc

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her