Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 It-folk skal uddan...

It-folk skal uddannes endnu bedre

10. juni 2010

AF MARTIN SEJER LÜTZEN

Danske finans- og it-virksomheder får i de kommende år brug for mere højtuddannet arbejdskraft. Derfor er der brug for mere og bedre uddannelse samt efteruddannelse af it-folk i den finansielle sektor.

Disse udfordringer er udgangspunkt for en konference om "fremtidens finans-it-kompetencer", der afholdes torsdag den 17. juni i Finanssektorens Hus. På konferencen præsenteres en rapport udarbejdet af Teknologisk Institut for klyngeorganisationen Copenhagen Finance IT Region (CFIR).

Foreløbige del-analyser fra rapporten har vist, at de ofte højt uddannede it-medarbejdere selv erkender, at de har brug for endnu flere kompetencer. Således efterlyser en tredjedel af de adspurgte it-folk med tilknytning til finanssektoren bedre efteruddannelse, så de er i stand til at varetage fremtidige opgaver.

- Rapporten har hjulpet os til at identificere syv vigtige udfordringer for finans-it branchen, som vi løfter sløret for på næste torsdag. Overordnet kan man sige, at det handler meget om at styrke uddannelserne og kompetencerne, så de afspejler de fremtidige krav, som branchen står overfor, siger Christian Michelsen, konstitueret sekretariatschef i CFIR.

Ifølge en anden del-analyse i rapporten får danske virksomheder fremover brug for mange flere højtuddannede it-medarbejdere, der kan udvikle, lede og koordinere store komplicerede projekter. Behovet for den type medarbejdere i Danmark opstår, fordi virksomhederne i undersøgelsen forventer, at de fremover vil gøre brug af mere offshoring, det vil sige sende visse it-job til udlandet for at spare penge. Det er især drifts- og support-opgaver, der i stigende grad vil blive sendt til udlandet, siger virksomhederne.

- Men hvis danske medarbejdere og virksomheder er dygtige nok, så kan Danmark både fastholde og endda også tiltrække it-udviklingsopgaver fra andre lande og dermed beholde mange værdifulde it-job på dansk jord, siger Christian Michelsen, konstitueret sekretariatschef i CFIR

Du kan læse mere om konferencen i Finanssektorens Hus torsdag den 17. juni og tilmelde dig her:

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her