Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Leder: Ja tak til ...

Leder: Ja tak til rigtig regulering

4. februar 2010

I Finansrådet er vi ikke i tvivl om, at regulering af den finansielle sektor er nødvendig. Men det er afgørende, at der reguleres på den rigtige måde, og at reguleringen bliver international, så vi undgår en uheldig konkurrenceforvridning. Det fører intet godt med sig - hverken for bankerne, kunderne eller samfundsøkonomien.

Der er brug for en regulering, der kan imødegå en ny krise, men som ikke forhindrer vækst i samfundet.  Udfordringen er at bevare overblikket og finde den rette balance, så vi ikke får så stramme regler, at det vil komme bankernes kunder og samfundet til skade. Omvendt skal reguleringen heller ikke være så slap, at der opstår incitament til at tage for høje risici, som kan være til skade for samfundet.

Det skal samtidig være en regulering, der peger fremad og tager højde for fremtidens finansielle udfordringer. Vi skal finde frem til de regler, der gør, at vi undgår en ny krise frem for at forsøge at etablere regler, der kunne have mindsket den krise, vi har været igennem. Derfor en opfordring til at se fremad og tage højde for de betydelige ændringer på eksempelvis investeringsområdet, der allerede har fundet sted, frem for at falde for fristelsen til at skue bagud.

Internationale regler på vej


Når vi kigger ud i verden, kan vi konstatere, at der er mere end 100 internationale initiativer på vej, der alle har til formål at regulere den finansielle sektor. Først og fremmest i regi af G20 og Basel-Komiteen samt i EU.

Finansrådet deltager aktivt i arbejdet med disse aktiviteter, der allerede er i fuld gang med at blive udviklet. Vi har stor fokus på revisionen af de internationale regnskabs- og kapitalkravsregler, der har sigte på opbygning af kapitalreserver i gode tider for bedre at kunne modstå dårlige tider. Og vi bakker op om de bestræbelser, der foregår i EU for at skabe et mere ensartet finansielt tilsyn i EU. Som led i reformen indgår udarbejdelsen af en "Single Rulebook" med fælles tilsynsstandarder for alle medlemslande.

Finansrådet ser positivt på, at der tages en række internationale tiltag. Dansk bankvæsen er et internationalt erhverv i en globaliseret verden. Og det er derfor af helt afgørende betydning, at vi i Danmark har fokus på netop den internationale regulering frem for at haste nationale særregler igennem. Nationale særregler vil sætte danske banker bagud i konkurrencen og forringe især mindre danske virksomheders finansieringsmuligheder.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her