Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Norden bedst til n...

Norden bedst til netbank

18. november 2010

To ud af tre danskere bruger netbank, og dermed er vi langt foran resten af Europa, hvor kun hver tredje bankkunde anvender netbank. Det viser en europæisk analyse fra Deutsche Bank, der bygger på statistik fra Eurostat.

Norge topper med 77 procent netbankbrugere foran Holland, Finland, Island, Sverige og Danmark på 6. pladsen med 66 procent I USA bruger 41 procent netbank.

I Deutsche Banks undersøgelse taler man om "nordiske entusiaster", og der er flere forklaringer på, hvorfor de nordiske lande har taget netbank til sig, fortæller Thomas Meyer fra Deutsche Bank, der står bag undersøgelsen.

- Indbyggerne i de nordiske lande er generelt glade for teknologi og ser positivt på at benytte sig af mulighederne. De nordeuropæiske markeder er ofte små og homogene, hvilket gør det lettere for ny teknologi at vinde indpas hos en stor gruppe brugere, forklarer Thomas Meyer i Deutsche Bank.

Man har tidligere antaget, at den lave befolkningstæthed i de nordiske lande - og dermed afstanden til nærmeste bankfilial - var årsagen til den høje anvendelse af netbank. Men det holder ikke vand, fastslår Thomas Meyer. For netbank er også meget udbredt i befolkningstætte områder, som for eksempel København.

Anvendelse af netbank hænger også tæt sammen med, om man har et arbejde, fordi beskæftigelse højner den finansielle forståelse og lysten til at klare mange bankforretninger selv.

Dansk Netbankanalyse i næste uge

Danskernes begejstring for netbank bekræftes af den årlige Netbankanalyse fra Analyse Danmark, der offentliggøres i næste uge. Netbankanalysen 2010 viser, at hele 96 procent af de 18-74 årige respondenter i analysens internetpanel anvender netbank. Det tal har aldrig været højere.

- Finansrådet ser netbanken som danmarkshistoriens største e-handelssucces. Nøgleordene bag denne succes er brugervenlighed, tilgængelighed og sikkerhed. Samtidig må man også rose danskerne for at være parate til et prøve noget nyt og tage så godt imod netbank, siger Klaus Jensen, Finansrådets underdirektør for infrastruktur.

En anden væsentlig konklusion i Netbankanalysen 2010 er, at en god netbank har afgørende betydning for bankkunderne. Netbankfunktioner er nemlig kundernes vigtigste parameter for valg af primær bank.

Deutsche Banks undersøgelse viser desuden, at netbanken har potentiale til endnu mere, idet 65 pct. af de tyske netbankkunder bruger netbanken og bankers hjemmesider til at søge ny viden om finansielle produkter.

På Europa-kortet kan man se, hvor mange procent der bruger netbank i de enkelte lande.

Online_Banking_Map_2010_432_181110

Kilde: DB Research, Eurostat, Pew, 2010
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her