Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2010 Studerende skal hj...

Studerende skal hjælpes ind på det danske arbejdsmarked

30. september 2010

Seminar for internationale studerende giver vejledning i at navigere rundt i det danske arbejdsmarked.

Danske arbejdspladser skal blive bedre til at holde fast på de flere tusinde internationale studerende, der læser i Danmark. Og de studerende skal lære, hvordan de knækker koden til arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.

Derfor bliver seminaret "Insights into working life in Denmark" afholdt i Finanssektorens Hus den 28. september. Her kan de internationale studerende lære om, hvordan det danske arbejdsmarked fungerer, og hvordan de kan blive en del af det. Der er både virksomhedsoplæg, mulighed for at lære at skrive sit CV, og der vil blive afholdt en workshop om jobsamtaler.

- De studerende får indsigt i, hvordan de skal begå sig for at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked, fortæller Christian Michelsen fra Finansrådet, der er en af arrangørerne.

- Samtidig håber vi, at seminaret er et skridt i retning af, at danske virksomheder får mere gavn af de internationale studerendes kompetencer. Vi ved jo, at danske virksomheder kommer til at mangle højtuddannet arbejdskraft om ganske få år, og hvad er mere oplagt end at rette fokus mod de internationale studerende, der i forvejen har taget en uddannelse i Danmark, spørger Christian Michelsen.

Seminaret arrangeres i regi af projektet International Students International Career, som en gruppe erhvervsorganisationer, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner står bag. Deltagerne ser også på, hvordan de internationale studerende kan integreres socialt, så de bliver en del af det aktive danske foreningsliv, og hvordan der kan skabes flere mødesteder mellem internationale studerende og virksomheder.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her