Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2011 ATP-lov skaber kæm...

ATP-lov kan skabe kæmpe erhvervsbank

4. maj 2011

FIH kan tilkæmpe enorme markedsandele for erhvervsudlån med ATP's statsmidler i ryggen. Ny ATP-lov kan gøre FIH til den 3. største erhvervsbank i Danmark og den kan blive større end både Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank tilsammen.

FIH kan ende som en mastodont på det danske bankmarked for erhvervsudlån. Det sker, hvis loven, der giver ATP adgang til at eje 100 procent af en bank eller realkreditvirksomhed bliver vedtaget som forventet.

Det står klart, efter at beskæftigelsesministeren tirsdag svarede på en række spørgsmål i Arbejdsmarkedsudvalget.

FIH Erhvervsbank udlånte i 2009 ca. 61 mia. kr. til erhverv, svarende til en andel på 2,2 procent af de samlede udlån og garantier fra banker og realkreditinstitutter. Med den nye lov kan FIH mere end tredoble deres markedsandel. Dermed lægger FIH betydelig afstand til andre banker, den normalt sammenligner sig med.

Markedsandel på 7,5 pct.

Med en fremtidig andel på 7,5 procent af markedet, som loven lægger op til, vil FIH være større end både Jyske Bank (1,7 pct.), Sydbank (1,7 pct.), Spar Nord Bank (0,9 pct.), Vestjysk Bank (0,7 pct.) og Arbejdernes Landsbank (0,3 pct.) tilsammen. De fem banker udgør i alt en markedsandel på 5,3 pct. Kun Danske Bank, Nordea og Nykredit er større på erhvervsudlån. Selv BRF Kredit bliver overhalet indenom af FIH.

Når FIH kan forventes at få så betydeligt vokseværk, skyldes det den uacceptable konkurrenceforvridning, hele ATP-lovforslaget hviler på: Nemlig at FIH kan skaffe langt billigere finansiering på de internationale markeder, når ATP får ret til et 100 procents ejerskab af banken i modsætning til de 49,9 procents ejerskab, loven tillader ATP i dag.

ATP's midler er opkrævet via lov og er derfor statsmidler. Det internationale ratingbureau Moody's berkræfter denne vurdering af loven. Derfor forventer Moody's også, at det vil påvirke de internationale ratings af FIH som en statsejet bank. Finansrådet mener ikke, at disse statsmidler bør bruges til at drive bankvirksomhed i konkurrence med privatejede banker. En ATP-ejet bank vil skade konkurrencen, fordi den utvivlsomt vil få bedre muligheder på pengelånemarkedet end kommercielle banker.

Det er en konkurrenceforvridning, der også er bekræftet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Løsning bør ikke være permanent

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i sit høringssvar til lovudkastet udtrykkeligt anført, at "det ud fra konkurrencemæssige hensyn alt andet lige vil være en fordel, hvis det er muligt at finde en løsning, hvor ATP's ejerskab af virksomheder inden for penge- eller realkreditvirksomhed ikke er permanent."

Finansrådet mener, at ministeren sidder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommentarer fuldstændigt overhørigt, når hun i Arbejdsmarkedsudvalget svarer, at "Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke på noget tidspunkt har udtalt, at der de facto er konkurrenceøkonomiske betænkeligheder ved forslaget." 

Finansrådet mener principielt ikke, at der er nogle logiske grunde til at ændre loven om ATP og dermed skævvride konkurrencen. Hvis det for eksempel var hensigten at redde FIH fra at gå ned, var der på det tidspunkt, hvor ATP købte FIH, jo den nærliggende mulighed at lade FIH indgå i Bankpakke I på samme måde som andre banker, der havde problemer. FIH adskiller sig i den sammenhæng ikke på nogen måde fra andre banker. 

Desuden skal det bemærkes, at der udover konsortiet med ATP også var et konsortium af alene private aktører, der bød på FIH. Finansrådet er derfor uforstående over den situation, vi her står i.

Men nu er vi havnet i denne situation, bankpakkerne er udløbet, og Finansrådet har en forståelse for, at ATP skal have et afkast af den investering, de har foretaget. Finansrådet mener derfor, at man bør finde en løsning, hvor der knyttes en tidsbegrænsning på ATP's ejerskab samtidig med, at ATP får afkast på deres investering. Finansrådet drøfter meget gerne dette med ministeren.

Figur 1: Markedsandel, erhvervsudlån, 2009 (klik på figur for at se den i pdf)

Markedsandel_432_040511

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her