Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2011 Historisk få netba...

Historisk få netbankindbrud

13. januar 2011

Bedre sikkerhedssystemer har ført til et historisk lavt antal netbankindbrud i 2010. Egen opførsel på nettet er dog stadig nøglen til sikkerhed.

I 2010 har der været 12 indbrudsforsøg i danske netbanker, og kun i 6 af tilfældene lykkedes det de it-kriminelle at slippe af sted med penge til en samlet sum af 433.000 kroner. Til sammenligning var der i 2009 111 indbrudsforsøg, hvor der i 63 af tilfældene var tab på i alt 6,7 millioner kroner.

Det lave antal indbrud dækker over succes i de danske bankers kamp mod de meget velorganiserede og forretningsorienterede it-kriminelle:

- Vi har haft succes med at afskærme de it-kriminelle fra at begå indbrud i danske netbanker. Når de oplever, at det er besværligt at begå netbankindbrud i Danmark, vælger de at koncentrere sig om andre lande, hvor de får større udbytte ud af anstrengelserne, siger kontorchef i Finansrådet Birgitte Mikkelsen.

- En anden afgørende faktor for faldet i antallet af netbankindbrud er, at vi danskere igennem kampagnen Netsikker Nu! og andre kampagner er blevet opmærksomme på, at det er vigtigt at beskytte vores personlige oplysninger, anfører Birgitte Mikkelsen.

Egen opførsel afgørende

Hun peger på, at alle netbankindbrud til dato er sket ved, at de it-kriminelle trænger sig ind på kundens computer og derved får fat i de nødvendige oplysninger og koder til at begå netbankindbrud. Derfor er egen opførsel på nettet stadig altafgørende.

- Det er i høj grad op til dig selv at overholde simple sikkerhedsregler, der sikrer, at tyvene ikke får adgang til dine penge. Du kommer langt med en cocktail bestående af lige dele sund fornuft og programopdateringer, siger Birgitte Mikkelsen.

- Hvis du klikker på ethvert link uden at tøve og ukritisk opgiver din netbankkode, er du i risikozonen. Så brug din sunde fornuft. Det gælder også om ikke at lade sig lokke af tilbud om, hvor nemt det er at tjene penge, hvis bare man stiller sit kontonummer til rådighed. Her er typisk tale om it-kriminelle, der forsøger at hverve personer, der kan overføre de stjålne penge til de kriminelle bagmænd, advarer Birgitte Mikkelsen.

Opdatering af alle dine programmer vil reducere de tekniske sårbarheder på computeren. Der findes flere oplysninger, hjælp og gode råd på opdaterdinpc.dk

Fakta:

Danskerne er blandt de folk i verden, hvor flest har vænnet sig til at ordne bankforretninger over nettet. Ifølge Analyse Danmarks netbankanalyse har hele 96 pct. af undersøgelsens deltagere netbank, og 4 ud af 5 angiver, at flere end 75 pct. af bankforretningerne udføres via netbank.

Fakta:

Banken dækker privatkunders tab ved netbankindbrud, medmindre du handler uforsvarligt. Dit tab vil for eksempel ikke blive dækket, hvis du udleverer din kode til andre. Det er også afgørende, at du straks giver besked til din bank, så adgangen til netbanken spærres.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her