Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2011 Nye krav kan skade...

Nye krav kan skade short selling

19. maj 2011

Det er positivt, at EU-lovgivning om short selling nu er afklaret, men reguleringen kan føre til et mindre likvidt værdipapirmarked, advarer Finansrådet.

Med tirsdagens aftale mellem EU's finansministre om regulering af short selling af værdipapirer, ser det ud til, at EU snart kan nå til en endelig aftale om den fremtidige lovgivning på området.

Finansrådet hilser velkomment, at finansministrene i tirsdags nåede til enighed i Rådet, så det nu er muligt at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen om en endelig lovtekst.

- Kompromiset leverer på nøgleområderne: Gennemsigtighed, et permanent forbud mod short selling og styrkelse af tilsynsmyndighederne, sagde Ungarns finansminister Gyorgy Matolcsy, der stod i spidsen for tirsdagens forhandlinger mellem de europæiske finansministre.

Forbuddet mod short selling er begrænset til situationer, hvor sælgeren af værdipapirer ikke er i stand til at godtgøre, at vedkommende kan afslutte handlen.

Finansministrenes kompromis er dog ikke uden risici for finansmarkederne, advarer Finansrådet, fordi den model for gennemsigtighed omkring short selling, som ministrene støtter, vil føre til en svækkelse af short selling og dermed til et mindre likvidt værdipapirmarked. Det skyldes, at EU's finansministre ønsker, at deltagere i short selling skal oplyse direkte til markedet om deres handel, hvis de short-sælger værdipapirer, der repræsenterer 0,5 pct. eller derover af aktiekapitalen i et selskab.

- Vi er bange for, at denne fremgangsmåde vil afholde nogen fra at deltage i short selling, fordi markedet har mulighed for at gå imod dem, når de skal offentliggøre, at de sælger værdipapirer via short selling, siger juridisk konsulent Mick Thimm Sayed, Finansrådet.

I kraft af offentliggørelsen vil andre markedsdeltagere vide, at sælgeren af værdipapirerne skal købe dem tilbage igen inden længe som led i short selling-arrangementet, og det skaber mulighed for spekulation mod vedkommende.
Offentliggørelse af short selling direkte til markedet kan også medføre uønskede markedsreaktioner, hvis fremtrædende investorers handler udløser en 'lemmingeffekt' blandt andre investorer.

Finansrådet foretrækker i stedet en model for gennemsigtighed, som Europa-Parlamentet har lanceret, og som indebærer, at deltagere i short selling giver meddelelse til tilsynsmyndigheden, som dernæst rapporterer til markedet i anonymiseret form.

Mick Thimm Sayed håber, at udsigten til en snarlig EU-aftale om regulering af short selling vil betyde, at det særlige danske forbud mod short selling af bankaktier kan afskaffes.

- Nu har vi nogenlunde klarhed over indholdet af den kommende europæiske lovgivning, og derfor håber vi, at det danske forbud mod short selling af bankaktier vil blive ophævet meget snart, siger Mick Thimm Sayed.

Aftalen mellem finansministrene indebærer, at deltagere i short selling skal oplyse tilsynsmyndighederne om handler, der repræsenterer 0,2 pct. eller derover af aktiekapitalen i et selskab. Hvis handlen repræsenterer 0,5 pct. eller derover af aktiekapitalen skal sælger oplyse om handelen direkte til markedet.

Fakta om short selling

Short selling er betegnelsen for en form for værdipapirhandel, hvor investorer låner værdipapirer af andre investorer for at sælge og tilbagekøbe papirerne på værdipapirmarkedet i låneperioden. Handlen sker i håb om, at papirerne falder i værdi, så tilbagekøbet kan ske til en lavere kurs end salget. Differencen er short-sælgerens gevinst (eller tab).

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her