Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2011 Transaktionsskatte...

Transaktionsskatter udhuler velfærden

13. april 2011

EU Parlamentet har pålagt Kommissionen at undersøge muligheden for at indføre skat på finansielle transaktioner. Finansrådet advarer stærkt mod tanken. Borgernes pensionsopsparinger vil blive udhulet, og virksomhedernes mulighed for at hente kapital på aktiemarkederne reduceres. Transaktionsskatter vil være gift for bestræbelserne på at skabe vækst og sikre den velfærd, som er så afgørende netop i disse år.

I kølvandet på den finansielle krise er der opstået diskussioner om det hensigtsmæssige i at indføre en beskatning af finansielle transaktioner. I den mest omsiggribende form vil der være tale om beskatning af alle finansielle transaktioner. Lige fra en skat på hævningen i Dankortautomaten til beskatning aktiekøb i forbindelse med pensionsopsparingen. Andre forslag går på at genindføre beskatningen af handel med aktier - den såkaldte aktieomsætningsafgift.

EU Parlamentet har således pålagt Kommissionen at undersøge muligheden for at indføre skat på finansielle transaktioner. En byge af spørgsmål er sendt i høring til en lang række interessenter med en svarfrist i slutningen af april, med henblik på at Kommissionen kan fremsætte forslag om mulige rammer for transaktionsskatter til sommer.

Både når det gælder transaktionsskatter generelt og aktieomsætningsafgiften isoleret advarer Finansrådet kraftigt mod konsekvenserne af et sådant indgreb.

- Det er centralt at slå fast, at transaktionsskatter vil være til skade for den økonomiske vækst i Danmark og dermed udhule den samlede velfærd i Danmark, siger kontorchef i Finansrådet Morten Frederiksen.

- Der var for eksempel en grund til, at den danske aktieomsætning blev fjernet af den forrige regering. Det er en forkert skat, som straffer sunde og nødvendige økonomiske bevægelser i et udviklet samfund. I en tid, hvor alle er enige om, at de store udfordringer for samfundet er at skabe øget økonomisk vækst for at finansiere vores velfærd, er en aktieomsætningsafgift et helt forkert initiativ, der vil trække i den forkerte retning og reducere væksten, siger Morten Frederiksen.

Ramt af forårsvejret

- Når fortalerne skal forsvare en aktieomsætningsafgift, virker det som om, at det gode forårsvejr har ramt dem, og at de tror, at indtægterne fra afgiften spirer frem fra det rene ingenting i muldjorden. Det lyder næsten for godt at være sandt, og det er det også. En aktieomsætningsafgift vil ramme helt almindelige danske borgere og virksomheder. Indtægterne kan nemlig kun komme fra dem. Afgiften vil medføre, at den enkelte borgers pensionsopsparing udhules og at virksomhedernes mulighed for at hente kapital på aktiemarkedet reduceres. Det vil gå ud over væksten og beskæftigelsen, fastslår Morten Frederiksen.

Han fremfører, at en beskatning af finansielle transaktioner helt grundlæggende er uklog. Det store problem ved en sådan beskatning er, at man beskatter forkert. Dette ses for eksempel tydeligt ved en aktieomsætningsafgift, hvor beskatningen udregnes som en fast procentsats af købs- og salgsprisen uafhængig af, hvad den enkelte har tjent på at investere i aktie. En rigtig skat beskatter værditilvæksten for den enkelte.

Skat på økonomisk tab

- De fleste kan godt forstå, at når man opnår en indtægt, så giver det god mening at aflevere en del af denne indkomst til løsning af samfundsopgaver. En aktieomsætningsafgift vil være uafhængig af værditilvæksten og vil for eksempel også skulle betales, hvis den enkelte har lidt tab ved et aktiekøb. Det er ikke rimeligt at beskatte et økonomisk tab og dermed bidrage til at det samlede tab bliver endnu større, anfører Morten Frederiksen.

Disse argumenter har også gjort indtryk på den internationale valutafond, IMF, som har belyst en omsætningsskat på finansielle transaktioner og af flere grunde vender tommelfingeren nedad for en sådan skat. IMF anfører for eksempel at aktieomsætningsafgift ikke mindsker risikoen for finansielle bobler, mens mulighederne for reelle investeringer i virksomhederne reduceres.

- Det er derfor vigtigt ikke at lade sig lokke af flotte løfter om kæmpe indtægter ved en aktieomsætningsafgift uden påvirkning af samfundsøkonomien. Dette kan ikke lade sig gøre. En aktieomsætningsafgift vil påvirke den helt almindelige dansker og de danske virksomheder negativt, fastslår Morten Frederiksen.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her