Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2012 Banker halverer af...

Banker halverer afkastet

23. februar 2012

De største danske bankers forrentning af egenkapitalen er mere end halveret fra 2010 til 2011. Det viser en foreløbig opgørelse baseret på de seneste årsregnskaber.

De syv største danske banker - svarende til cirka 90 procent af markedet - havde samlet en faldende indtjening fra 2010 til 2011. Samtidigt har de øget egenkapitalen. Det betyder, at investorernes afkast - egenkapitalforrentningen - er faldet.

Hvor egenkapitalforrentningen efter skat i 2010 var på 5,1 procent, er den for 2011 faldet til 2,4 procent (se figur). Til sammenligning var egenkapitalforrentningen for de 20 største børsnoterede virksomheder i 2010 på over 18 procent.

Figur: Indtjening og forrentning i de syv største banker

Indtjening_og_forrentning_432_220212

 

Det er en bekymrende udvikling, mener cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk.

- Det er vigtigt for bankerne at forrente deres egenkapital på et fornuftigt niveau. Uden det vil investorerne trække sig væk fra bankerne og placere deres midler i mere lukrative investeringer, siger Niels Storm Stenbæk, og tilføjer:

- Højere indtjening og forrentning af egenkapitalen er derfor ikke kun vigtigt for bankerne, men for hele samfundet. Egenkapital i bankerne er nødvendigt for at kunne låne penge ud. Med andre ord, hvis der ikke er nogen egenkapital i bankerne, vil dansk bankvirksomhed reelt ophøre. Dermed bliver det svært for de mindre virksomheder som for eksempel håndværkeren, maskinfabrikken eller købmanden at skaffe finansiering, og lån til privatforbrug lukkes ned. Uden finansiering ingen vækst.

Finansrådets vurdering er baseret på årsregnskaberne for de syv største banker i Danmark, Danske Bank (aktiviteterne Bank, Markets, Treasury og Capital), Nordea Bank Danmark (koncern), Jyske Bank, Nykredit Bank, Sydbank, FIH Erhvervsbank og Spar Nord Bank.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her