Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2012 Bankerne i dialog ...

Bankerne i dialog med 40.000 unge

30. august 2012

Finansrådet besøger over 100 gymnasier i løbet af de næste tre måneder. Målet er at rekruttere de bedste hoveder til banksektoren.

Siden 1996 har Uddannelseskaravanen indtaget aulaer og gymnastiksale over hele landet for at hjælpe landets gymnasieelever med valg af videreuddannelse og karriere. Finansrådet har siden begyndelsen været centralt repræsenteret på den mobile karrieremesse, der er den største af sin art i Danmark.

"Det har vi fordi, at vi som en del af Uddannelseskaravanen kommer i direkte kontakt med de unge og kan give dem et fagligt supplement til deres almindelige studievejledning," fortæller Charlotte Plum Jensen, uddannelseskonsulent i Finansrådet.

"Vores stand er bemandet af helt unge bankrådgivere, som enten er under uddannelse eller netop færdiguddannet. De har uddannelserne til Finansøkonom, Finanselev eller professionsbacheloruddannelsen i Finans helt tæt på, og er derfor helt i øjenhøjde med gymnasieeleverne," siger Charlotte Plum Jensen videre.

Ifølge Finansrådets uddannelseskonsulent er der erfaringsmæssigt størst interesse for banksektoren og de målrettede finansielle uddannelser på handelsgymnasierne. Men det ændrer sig senere, når de videregående uddannelser åbner sig imod banksektoren indenfor bl.a. jura, IT og HR.

For eleverne handler det om at benytte UddannelsesKaravanen til at få svar på alt fra dagligdagsrutiner til løn og udviklingsmuligheder. Der findes ingen dumme spørgsmål, snarere en oplagt mulighed for at få udfordret sine fordomme, pirret nysgerrigheden og ikke mindst få sat vigtige tanker i gang om fremtiden.

Finansrådets deltagelse på UddannelsesKaravanen handler selvfølgelig ikke kun om at stå til rådighed for eleverne. Den handler i høj grad også om at rekruttere de bedste hoveder til fremtidens banksektor.

"Der findes så mange jobfunktioner i sektoren, som mange unge måske ikke umiddelbart forbinder med bankerne. Men vi har en stor interesse i fx at rekruttere kreative og innovative unge, som kan være med til at udvikle internationalt konkurrencedygtige IT-løsninger. Lige som vi efterspørger fysikere og antropologer til forskning i fremtidens betalingsstrukturer," påpeger Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz og tilføjer:

"Bankerne ønsker naturligvis at tiltrække unge, der er gode til tal og mennesker. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at sektoren også har brug for mange forskellige uddannelsesprofiler."

UddannelsesKaravanen startede på Gladsaxe Gymnasium 28. august. Herefter forsætter den igennem hele landet og slutter den 29. november på Slagelse Gymnasium.

 

Læs mere på:

www.finanskarriere.dk

Kontakt:

Mikael Winkler
Pressechef
Telefon: 3016 1015
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her