Fremtiden er let

15. juni 2012

Slip for køen i biografen og for at fumle med mønter eller kort i parkeringsautomater. SMS og QR-koder er hastigt på vej frem i Danmark.
 
Af Thomas Søie Hansen
 
”Hvis jeg får sådan en der,” siger Randy Korp og peger på en smartphone, ”så vil jeg helt sikkert bruge den til at betale med.”

Randy Korp er 70 år. Sammen med datteren Sanne har hun brugt fem minutter på CFIR’s interaktive udstilling om ”Fremtidens Penge” på Folkemødet. ”Jeg havde ikke forestillet, at det var så let at forstå og så let at bruge,” siger den lokale bornholmer.

Erhvervskonsulent Mikkel Freltoft Krogsholm fra CFIR forklarer:
”I Kenya kører hele landet med SMS-betaling, i Japan er det QR-koder. I Danmark er ingen af delene helt så udbredt endnu, men især SMS-betaling bliver mere og mere udbredt. Allerede nu sælger DSB dagligt 15.000 billetter via SMS, og langt størstedelen af dem er mersalg.”

Fokus på brugeren

Udviklingen af nye betalingsformer handler ifølge Mikkel Freltoft Krogsholm om at gøre det så let for brugeren at betale og tilføre ekstra værdi for brugeren. Eksempelvis kan man slippe for kø ved biograflugen ved at købe billetten på vejen i bussen og få tilsendt en kvittering for købet som en QR-kode, som kan læses af en scanner i biografen.

På CFIR udstillingen, der er placeret i Finansrådets telt under Folkemødet, er der opstillet forskellige hverdagsscenarier fra helt almindeligt indkøb til events og parkeringsbilletter. Alle peger de i retning af at kontanter bliver overflødige.

”Jeg tror faktisk, at kontanter er væk om 7-20 år, og måske kommer vi til at opleve, at der kommer gebyr på kontant betaling,” siger Mikkel Freltoft Krogsholm og fortsætter: ”Men hvis man skal kontanterne til livs, skal man finde it-løsninger, der har fokus på brugeren og ikke på teknologien. Uden kontanter kan det f.eks. blive nødvendigt at hjælpe brugerne med at styre deres økonomi, altså give dem feedback på deres transaktioner og et overblik og deres forbrug.”

Den digitale pung

I realiteten behøver man ikke engang bruge en mobiltelefon til at betale med i fremtiden. Et øje, en tommelfinger, noget helt tredje. ”Det er ligegyldigt, fordi det hele, alle informationerne, alligevel kommer til at ligge som en pung i en digital sky,” forklarer CFIR-konsulenten.

”Jeg spurgte ham på udstillingen om hvad der sker, når parkeringsvagten kommer og vil tjekke min billet. Men det er jo slet ikke nødvendigt med en billet, for parkeringsvagten kan jo bare scanne min nummerplade og se, at jeg har betalt med den der,” griner Randy Korp og peger igen i retning af en smartphone.

Læs flere artikler fra Finansrådet på Folkemødet

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her