Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2012 Fremtiden for boli...

Fremtiden for boligmarkedet

16. juni 2012

Forbrugerrådet ønsker færre og mere enkle låneprodukter fra Realkreditinstitutterne og uafhængig lånerådgivning.

Af Thomas Søie Hansen

Det danske boligmarked prydede forsiderne af både Jyllands-Posten og BT denne regnvåde lørdag under Folkemødet i Allinge. I sin egenskab af ordstyrer undlod TV2’s finansredaktør Ole Krohn da heller ikke at vifte med tryksagerne for at understrege aktualiteten i debatten ”Boligmarkedets fremtid” mellem direktør Karsten Beltoft fra Realkreditforeningen og direktør Rasmus Kjeldahl fra Forbrugerrådet. ”Vi læser og hører så meget om boligmarkedet, om lån og renter, men hvem har sandheden?” indledte Krohn velvidende, at der netop ikke knytter sig ét patenteret svar på netop det spørgsmål.

Reformer

”Boligmarkedet er presset, men det er ikke gået i stå. Der bliver handlet 65 procent af, hvad der normalt bliver handlet. De økonomiske nøgletal siger umiddelbart, at det er et godt tidspunkt at købe på med en rente på mellem en halv- og tre procent på de korte- og lange lån. Men tilliden til markedet er udfordret. Folk er bange for, hvad der venter om hjørnet,” forklarede Karsten Beltoft.

Ifølge Karsten Beltoft vil det hjælpe boligejerne og det stigende antal potentielle boligkøbere, hvis politikerne fik indført reformer, så alle er klar over, ”hvilken hest der spilles på”.

Fremtiden for boligmarkedet

Uafhængig rådgivning

Rasmus Kjeldahl og Forbrugerrådet har til opgave at se på boligmarkedet ud fra hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til størrelser som pris, sikkerhed og gennemsigtighed. I løbet af de forgangne ti år er produktudbuddet vokset markant med F-type lån, afdragsfrie lån etc. Lån som ifølge Kjeldahl har presset priserne kunstigt op og ødelagt et boligmarked, der død og pine skal være velfungerende for at skabe fleksibilitet og vækst i det danske samfund.

”Som forbruger står man mere usikkert i dag pga. det øgede produktudbud. Derfor er der behov for mere uafhængig rådgivning, end der er adgang til i dag. Rådgivere som kan hjælpe folk til at orientere sig i lånemarkedet, som ikke samtidig er ansat til at være sælgere,” understregede Rasmus Kjeldahl og fortsatte:

”Realkreditinstitutterne lægger i dag en større sikkerhedsmargin på de afdragsfrie lån, men det gør det kun endnu mere kompliceret for forbrugerne. Vi bakker op omkring grundmodellen i den danske realkredit, men vi er samtidig fortalere for færre produkter og mere konkurrence imellem dem, så det bliver nemmere og billigere for forbrugerne at handle bolig.”

Fremtiden for boligmarkedet2

Kunder vælger variable lån

”Jeg ser gerne, at der kommer mere uafhængig rådgivning. Men der har været sager igennem ankenævnet, hvor det er blevet slået fast, at eksempelvis andelsforeninger har fået den rette rådgivning, altså information om fordele og ulemper ved et lån. Problemet er helt generelt, at folk husker på fordelene og glemmer ulemperne,” svarede Karsten Beltoft og tilføjede:

”Det er sådan, at Realkreditinstitutterne meget gerne vil sælge fastforrentede lån. Problemet er bare, at folk alligevel vælger et billigt F1 lån eller afdragsfrihed. Man kan diskutere om timingen for de afdragsfrie lån var rigtig, men de har givet boligejerne en valgfrihed, og jeg er sådan set ikke bange for, når de første afdragsfrie lån udløber i 2014, for ejendomspriserne ligger stadig over 2004-niveauet. Heldigvis er boligejernes økonomi generelt så sund, at de godt vil kunne klare, at renten stiger op til niveauet fem-seks procent.”

Læs flere artikler fra Finansrådet på Folkemødet

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her