Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 Finansrådet: Ja ti...

Finansrådet: Ja til Skatteministeren

12. november 2013

Finansrådet deltager gerne i det udvalg, som skal udarbejde et etisk kodeks for god skatterådgivning.
 
Skatteminister Holger K. Nielsen nedsætter et nyt udvalg, som skal udvikle et etisk kodeks for god skatterådgivning. Det ny kodeks skal omfatte alle skatterådgivere, advokater, jurister og bankansatte.
 
Skatteministeren vil invitere bagmandspolitiet, Advokatsamfundet, FSR, Skat og Finansrådet til at deltage i udvalgsarbejdet.
 
”Finansrådet tager naturligvis imod Skatteministerens invitation til at sidde med i det nye udvalg,” siger vicedirektør i Finansrådet Louise C. Mogensen.    
 
Holger K. Nielsens initiativ udspringer af DR’s udsendelsesrække ”I Skattely”.
 
”Der må ikke herske tvivl om, at Finansrådet tager klar og skarp afstand fra skatteunddragelse og rådgivning herom. Bankerne skal naturligvis - som alle andre virksomheder - overholde gældende lov. Det er strafbart at rådgive om skatteunddragelse, jævnfør den almindelige bestemmelse i straffeloven om medvirken,” forklarer Louise C. Mogensen, der ikke har indsigt i forholdene i udsendelsesrækken og derfor ikke kan kommentere dem specifikt.
 
”De danske banker bærer et stort samfundsansvar. Det betyder også, at vi har et ansvar for, at vores procedurer, værdier og retningslinjer for god etik og moral bliver efterlevet af medarbejderne,,” understreger Louise C. Mogensen.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her