Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 Giv de studerende ...

Giv de studerende bedre incitamenter

18. december 2013


Finansrådet er enig med Produktivitetskommissionen, der anbefaler stærkere økonomiske incitamenter til de studerende, og opfordrer politikerne til at reformere de videregående uddannelser.

Produktivitetskommissionen anbefaler i deres fjerde analyserapport, ”Uddannelse og Innovation”, at der skal indføres stærkere økonomiske incitamenter til studiesøgende, fx ved omlægning af SU til studielån eller ved indførelse af brugerbetaling på de videregående uddannelser.
 
Danmark brugte kr. 124 mia. på uddannelsesområdet i 2012. Det gør os til det land i OECD, der bruger mest på uddannelse i forhold til vores indkomst. Desværre står udbyttet ikke mål med investeringerne, og flere videregående uddannelser har for lav studieintensitet og for høj risiko for arbejdsløshed.
 
Finansrådet opfordrer derfor politikerne til at tage rapportens anbefalinger alvorligt:
 
”Som samfund har vi ikke råd til at investere dyrt i unge menneskers uddannelser uden samtidig at sikre os, at de unge bagefter har de rette kompetencer at tilbyde arbejdsmarkedet,” påpeger cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk.

Analyserapporten viser, at arbejdsmarkedet i høj grad efterspørger dimittender fra ingeniørområdet og samfundsvidenskab, men alligevel har væksten i dimittender fra naturvidenskab og humaniora gennem de sidste 20 år været markant højere end væksten i samfundsvidenskabelige kandidater og ingeniører.
 
”Vi er nødt til at se på, om ændrede økonomiske incitamenter kan få flere unge til at vælge de tekniske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Derfor tilslutter Finansrådet sig Produktivitetskommissionens forslag om at indføre brugerbetaling på uddannelserne, gerne kombineret med differentieret SU eller hårdere udbudsstyring,” siger Niels Storm Stenbæk.
 
Finansrådet støtter desuden anbefalingen om, at der indføres en slags ”varedeklaration” på de videregående uddannelser, der enkelt og overskueligt samler relevant information om den enkelte uddannelse, så den studiesøgende nemmere kan orientere sig.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her