Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 God privatøkonomi ...

God privatøkonomi begynder i matematiktimen

14. november 2013

Fire ud af fem i alderen 6-17 år får lommepenge af deres forældre, og hver anden ung mellem 13 og 17 år har et fritidsjob, hvor de tjener egne penge. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de også har styr på privatøkonomien. Mange unge tager dyre forbrugslån og sparer ikke op, viser ny undersøgelse. Derfor sætter Matematikkens Dag den 14. november fokus på økonomi med undervisningsmaterialet ’Funny Money’, hvor skoleeleverne lærer om budget, opsparing og lån.



De fleste kan få sved på panden, når der skal findes op og ned i finanskrise, boligmarked og privatøkonomi, selvom danskerne lærer de økonomiske udfordringer at kende i en tidlig alder. Kun 21 % af børnene mellem 6 og 17 år får slet ikke lommepenge, og to ud af tre unge mellem 13 og 17 år har et lønnet fritidsjob eller har haft det indenfor det seneste år. Men en ny undersøgelse fra Penge- og Pensionspanelet viser, at mange unge har svært ved at holde styr på privatøkonomien. 30 % af de unge mellem 18-25 år har et forbrugslån og 35 % af dem sparer slet ikke op.
 
”Rigtig mange får tidligt ansvaret for deres egne penge. Men det er desværre ikke det samme som, at de automatisk får styr på privatøkonomien. Vores tidligere undersøgelser har vist, at økonomiske vaner fra barn- og ungdommen hænger ved resten af livet. Derfor har vi prioriteret en informations- og undervisningsindsats, der møder skoleeleverne i øjenhøjde”, siger Louise Skjødsholm, konsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet, der har til opgave at give danskerne større interesse og forståelse for økonomi.
 

Privatøkonomi på skoleskemaet

For at give flere børn og unge indblik i økonomi har Penge- og Pensionspanelet startet et samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening, som hvert år arrangerer Matematikkens Dag. Den 14. november 2013 er dagens tema derfor økonomi, og foreningen har udviklet undervisningsmaterialet ’Funny Money’ med fokus på de dele af matematikundervisningen, der giver eleverne indblik i både samfundets og familiens økonomi.
 
”For Danmarks Matematiklærerforening er det vigtigt, at Matematikkens Dag har relevans i børnenes liv nu og her, men også har betydning for dem i et større perspektiv. Økonomi er et oplagt tema, da det viser, hvordan matematik kan være sjovt og relevant for den enkelte elev. Samtidigt giver undervisningsmaterialet eleverne kompetencer, som de vil tage med sig langt ind i voksenlivet”, fortæller Gert B. Nielsen, direktør for Danmarks Matematiklærerforening.
 
Matematiklærerne og eleverne kan se inspirationsfilm og finde undervisningsmateriale på Penge- og Pensionspanelets hjemmeside, under Funny Money. På hjemmesiden ligger gode råd og inspirationsmateriale til forældre, der eksempelvis vil hjælpe deres barn med at lægge et budget. Indsatsen er en del af Regeringens forbrugerpolitiske handlingsplan, der blev sat i gang i august 2012.
 
Penge- og Pensionspanelet og Danmarks Matematiklærerforening har udviklet undervisningsmaterialet ’Funny Money’ sammen med Finansrådet, Skole og Forældre, Forbrugerrådet og Børnerådet.
 
FAKTA
 
Penge- og Pensionspanelets seneste undersøgelse i samarbejde med YouGov viste, at:
  • 30 % af unge mellem 18-25 år har et forbrugslån
  • 35 % af unge mellem 18-25 år slet ikke sparer op
  • 14 % af unge mellem 18-25 år kender ikke størrelsen på de månedlige udgifter
  • 10 % af unge mellem 18-25 år har optaget lån for at kunne betale regninger
 
Undersøgelser fra Nordea og LO viser, at:
 
  • Kun 21 % af børn i alderen 6-17 år får ikke lommepenge af deres forældre
  • Unge i alderen 12-14 år får i gennemsnit 194 kr. om måneden i lommepenge
  • To ud af tre unge mellem 13 og 17 år har eller har indenfor det seneste år haft et fritidsjob
  • De unge under 18 år får mellem 60 og 80 kroner i timen 
 
Hvem er Penge- og Pensionspanelet?
 
Penge- og Pensionspanelet har til formål at fremme danskernes interesse for og viden om finansielle produkter og ydelser. Det sker blandt andet via undersøgelser af forbrugeradfærd og forbrugerforhold samt udvikling af forbrugerinformation.
 
Penge- og Pensionspanelet blev oprettet i juni 2007 af et enigt Folketing med ønsket om at styrke forbrugernes viden om og interesse for finansielle forhold generelt. Panelet hører under Erhvervs- og Vækstministeriets ressort, og sekretariatsbetjeningen er placeret i Finanstilsynet. Penge- og Pensionspanelet består af en formand med særlig kendskab til forbrugeradfærd og otte medlemmer fra finansielle brancheorganisationer og forbruger- og medlemsorganisationer.
 
Læs mere om Penge- og Pensionspanelet på www.raadtilpenge.dk
 
 
 
 
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her