Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 Julegaverne bliver...

Julegaverne bliver ikke større i år

11. december 2013

Den økonomiske genopretning ser ikke ud til at påvirke danskernes gavebudget. Der er dog bedre chancer for større julegaver i Jylland end på Sjælland. Det viser en ny spørgeundersøgelse foretaget af A&B Analyse for Finansrådet.

En ny spørgeundersøgelse, A&B Analyse har foretaget for Finansrådet, viser, at der ikke er udsigt til større julegaver i år:

”Spørgeundersøgelsen viser, at den økonomiske genopretning ikke umiddelbart smitter af på gavmildheden under juletræet. 16,1 pct. af danskerne vil bruge færre penge, mens 11,6 pct. vil bruge flere. En stor gruppe vil altså hverken bruge mere eller mindre,” forklarer Finansrådets cheføkonom, Niels Storm Stenbæk, der understreger, at danskernes forventninger til julegaveindkøbene varierer ud fra alder og geografisk beliggenhed.

 

Budgettet påvirkes af negative indkomstændringer

Undersøgelsen spørger til de årsager, der ligger til grund for gavebudgettets størrelse. Svarene afslører, at krisebevidstheden stadig sidder i danskerne.

”De, der vil bruge flere penge på gaver i år, begrunder det typisk med, at deres familiære situation har ændret sig. Der er med andre ord kommet personer ind i gavebudgettet. Indkomstændringer spiller en langt mindre rolle,” fortæller Niels Storm Stenbæk.
 
”På den anden side begrunder de, der vil bruge færre penge på julegaver, det typisk med, at indkomsten er faldet. Indkomstfald går altså direkte ud over gavebudgettet, mens indkomststigninger ikke umiddelbart gør danskerne til mere generøse julegæster. Det er et tegn på, at danskerne stadig bekymrer sig om deres privatøkonomi,” forklarer cheføkonomen.
 
 

Gaver finansieres af egen lomme

Når det kommer til finansieringen af julegaveindkøbet, er det kun en meget lille andel af danskerne, der låner penge hertil. Og det er – ifølge cheføkonomen – positivt:
 
”Danskerne udviser en fornuftig privatøkonomisk tilgang til julen. Kun få procent låner penge til gaverne, mens langt de fleste bruger penge fra egen opsparing. Det er positivt, at danskerne er opmærksomme på de relativt høje omkostninger, der er ved for eksempel ”køb nu – betal senere”-lån,” fastslår Niels Storm Stenbæk.
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her