Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 Bankaktier på dans...

Bankaktier på danske hænder

28. februar 2013

Aktier i de danske banker er særdeles populære blandt de danske lønmodtagere.

Finansrådet har i en ny analyse set nærmere på sammensætningen af ejerkredsen i de danske aktieselskaber. Analysen viser, at de danske lønmodtagere ejer 17 pct. af aktierne i den hjemlige banksektor, mens de til sammenligning ejer 8,9 pct. af aktierne i ikke-finansielle virksomheder.

”Nationalbankens værdipapirstatistik viser, at bankaktier stadig er populære blandt de danske husholdninger, selv om bankerne er presset på indtjeningen og mange banker har været afholdt fra at betale udbytte,” siger cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk om analysen.

”Husholdningerne har beholdt en relativ stor andel af aktierne under krisen, og bankerne er faktisk den sektor, hvor den største andel er ejet af lønmodtagerne,” tilføjer Niels Storm Stenbæk.

Det er dog ikke bare de danske lønmodtagere, der har investeret i bankaktier. Aktierne er også populære hos de danske virksomheder.

”Det er sådan,” begynder Niels Storm Stenbæk, ”at udenlandske investorers aktieandel af de danske banker er relativ lav med 34 pct., hvorimod det tilsvarende tal for ikke-finansielle virksomheder er på 45 pct.”

Ifølge Finansrådets cheføkonom kan det hænge sammen med, at de danske banker er presset på indtjeningen. Til det regnestykke knytter sig det forhold, at den danske økonomi har været hårdere ramt af finanskrisen end de fleste andre landes. Og en stram lokal regulering har til en vis grad givet de danske banker svære konkurrencevilkår i forhold til udenlandske banker.

”Bankerne har en stor udfordring i og med, at de ikke forrenter deres egenkapital særligt højt. Det er bestemt også noget der arbejdes på, både på indtægts- og omkostningssiden. Og netop fordi bankaktien er særdeles populær blandt danskerne, vil det også gavne dem på den lange bane,” forklarer Niels Storm Stenbæk. 

Analysen "Ejerforhold i danske virksomheder”

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her