Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2013 Boligmarkedet tilb...

Boligmarkedet tilbage på naturligt niveau

19. juni 2013

Der er stadig store forskelle på tværs af regioner og boligtyper, men generelt har boligpriserne efterhånden nået sit naturlige niveau. Det viser en gennemgang af de historiske boligmarkedstal fra Finansrådet.

Finansrådet har gennemgået udviklingen på boligmarkedet for parcel- og rækkehuse og ejerlejligheder siden 1992. Tallene viser markante forskelle i udviklingen på tværs af regioner:

"Vi befinder os forhåbentlig i nærheden af en vending på boligmarkedet. Og derfor er vi nødt til at se på de aktuelle kvadratmeterpriser i forhold til en større historisk kontekst, hvis vi skal forstå boligmarkedets anatomi,” forklarer Niels Storm Stenbæk, cheføkonom i Finansrådet.

Stenbæk understreger, at også indkomst, renteniveau og skatteforhold er centrale faktorer, der grundlæggende påvirker boligpriserne.

Ejerlejligheder i storbyerne ligger stadig på højt historisk niveau

Cheføkonomen lægger især vægt på, at urbanisering og skift i befolkningens boligpræferencer har medført strukturelle ændringer i de reale boligpriser:

”Ser man på boligprisudviklingen for ejerlejligheder placeret tæt på storbyerne, ligger priserne nu på et højere niveau end en langsigtet trend. Det modsatte er tilfældet for parcel- og rækkehuse på landet,” forklarer Niels Storm Stenbæk med henvisning til de økonomiske vismænd, der tidligere har beregnet en langsigtet trend i de reale boligpriser til 1,4 pct.

Svært at identificere langsigtet trend

Tallene viser således, at det er meget problematisk at vurdere, om boligpriserne ligger over eller under sit naturlige niveau, fordi det kan variere på kryds og tværs af boligtype og geografi. Ligesom vi ikke kan vide, om der på længere sigt vil komme en modreaktion:

”Lige nu ser boligmarkedet ud til at være vendt i hovedstaden. Men på længere sigt kan vi ikke udelukke, at folk vil flytte væk fra storbyen for at få mere for pengene. Det kan trække boligpriserne på eksempelvis Sjælland op,” siger Niels Storm Stenbæk.

Stabilitet er nøglen til vækst

Generelt betragtet er den røde tråd i de seneste tal dog tydelig:

”Der er god grund til at tro, at boligpriserne har ramt sit naturlige niveau, selvom nogle regioner er hårdere ramt end andre,” forklarer Stenbæk, og understreger i samme sætning, at finanskrisen har lært os, at en stabil udvikling er vejen frem:

”Lige nu er der en tendens til, at vi økonomer leder febrilsk efter høje vækstrater i boligpriserne. Boligpriserne skulle nødigt falde yderligere, men det vigtigste er, at der skabes tryghed om en stabil prisudvikling på boligmarkedet. Det vil uden tvivl smitte positivt af på den økonomiske vækst,” påpeger han.

(klik på figur for at se den i pdf)

Figur_1_432_190613


Kilde:  Boligmarkedsstatistikken (Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening) og Finansrådets beregninger.
Anm.: Priserne er opgjort som kvadratmeterpriser og er omregnet til faste reale priser med forbrugerprisindekset. Den strukturelle trend er beregnet af DØR til 1,4 pct. over perioden 1955-2005. Se Efterårsrapport 2010.

 

(klik på figur for at se den i pdf)

Figur_2_190613

Kilde:  Boligmarkedsstatistikken (Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening) og Finansrådets beregninger.
Anm.: Priserne er opgjort som kvadratmeterpriser og er omregnet til faste reale priser med forbrugerprisindekset. Den strukturelle trend er beregnet af DØR til 1,4 pct. over perioden 1955-2005. Se Efterårsrapport 2010.

 

Fælles pressemeddelelse om Boligmarkedsstatistikken for 1. kvartal 2013

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her