Netbank for alle

14. juni 2013

Allinge: Digitaliseringstoget kører over alt i det danske samfund. Det betyder store forandringer i det offentlige og i banksektoren. Kan de ældre følge med?

Underdirektør i Ældresagen Michael Teit Nielsen var ikke sen til at gribe spørgsmålet under fredagens folkemødedebat i Finansrådets telt.

“Brugen af vokser eksplosivt I den ældre befolkning. Og langt de fleste ældre, uanset om de er 85 år eller 65 år, er hoppet med på digitaliseringstoget. Vi holder kurser i Ældresagen, vi har frivillige, der hjælper til. Men der er en restgruppe, som ikke kan finde ud af det. Og det er meget vigtigt, at vi beskytter dem, der ikke kan klare sig selv,” sagde Michael Teit Nielsen og gav ordet videre til Finansrådets direktør Jørgen A. Horwitz.

”Jeg er enig i, at vi skal gøre alt for at få alle med. Men i og med at kunderne ikke kommer i bankfilialerne længere, bliver de lukket. Kunderne benytter i stedet bankernes IT-løsninger præcis på samme måde, som det sker i det offentlige. Vi samarbejder med borgerservice, er i tæt dialog med handicapforbundene og mange af vores banker har særlige indsatser og services, som skal hjælpe folk med de digitale løsninger,” forklarede Horwitz.

Politisk fokus

Socialdemokraternes IT-ordfører Trine Bramsen:

”Vi har også fokus på det fra politisk side. Vi forsøger at hjælpe borgerne i den omstilling bedst muligt via den offentlige digitaliseringsstrategi. Vi har erkendt, at der er nogle borgere, som aldrig bliver digitale. Og der er jeg også enig i, at de skal have hjælp fuldstændig som de plejer. Jeg kunne da godt ønske mig, at bankerne også giver den hjælp til den gruppe,” sagde hun og sendte mikrofonen videre til Jørgen A. Horwitz.

”Der er mange af bankerne som har en 24 timers hotline, så man altid kan blive hjulpet igennem digitaliseringens verden, og vi bør tænke i løsninger som bl.a. fuldmagter,” sagde han.

”I det offentlige tænker vi på at køre ud til borgerne og hjælpe dem digitalt dér. Det er et midlertidigt problem, hvor der er behov for nye, alternative løsninger af den type. Der så jeg gerne, at bankerne også tog et ansvar,” replicerede Trine Bramsen.

Jørgen A. Horwitz:

”Det er i det hele taget svært at få digitale ting indført, bare se på dankortet, det tog omkring ti år at få det indført. Jeg tror ikke på, at man kan eller skal tvinge folk til at være digitale. Min pointe er lidt, at alle der er med til at føre digitaliseringen frem, også gør en indsats for at få alle med. Og at vi gør det sammen.”

Den fjerde og sidste debattør i panelet, adm. Direktør i SE Niels Duedahl, tog ordet.

”Jeg mener helt generelt, at vi er for uambitiøse i stat, regioner og kommuner i forhold til at indføre digitalisering i Danmark. Hvis staten havde været lige så ambitiøse, som bankerne har været i de sidste 15 år, ville vi have haft en markant mindre og mere effektiv offentlig sektor,” sagde han og fortsatte:

”Det er vigtigt at vi ikke holder op med at presse på digitaliseringen, for det er den, der skal drive vores samfund fremad. Vi må ikke forfalde til at fokusere på den ene pct. der ikke er med på toget i stedet for på de 99 pct., der er med. Jeg mener ikke, at vi skal indføre digital hjemmeservice, men det er vigtigt, at alle får mulighed for at få adgang til en ordentlig netforbindelse.”

10.000 ældre på Facebook i Varde

”Folk skal forstå det og de skal føle sig motiveret, så bliver det en vindersag. Det er den vej, vi skal gå. Det, der motiverer vores medlemmer, er, at de kan skype med deres barnebarn i Australien. Når de så er derinde, er det ikke så stort et skridt at få dem til at ordne deres bankforretninger,” anførte Michael Teit Nielsen.

Niels Duedahl:

”Der er så mange kommunale hjemmesider, der ikke fungerer. Der er bankernes løsninger anderledes nemme og lækre at bruge. De kunne det offentlig lære meget af. Vi skal tilvænne de ældre, allerede når de er 60-65 år, altså inden de bliver meget plejekrævende. Vi hjælper pt. 10.000 ældre i Varde kommune med nem-ID, homebanking, Facebook etc.”

”Det er afgørende at det offentlige og det private laer løsninger, der går hånd i hånd og samtænker fælles løsninger, som gør livet lettere for borgerne. Al ny lovgivning burde optimalt set have et medfølgende krav om, at digitaliseringen tænkes ind,” supplerede Jørgen A. Horwitz.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her