Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Analyse: Bedre ska...

Analyse: Bedre skattevilkår vil skabe vækst

13. marts 2014

Sunde og solide virksomheder har allerede i dag mulighed for at skaffe risikovillig kapital. Men ved især at forbedre de skattemæssige vilkår – og ved at justere forskellige støtteordninger – kan man øge særligt de små og mellemstore virksomheders adgang til risikovillig kapital og dermed styrke den eftertragtede vækst i det danske samfund. Det fremgår af en rapport, som en række finansielle organisationer netop har offentliggjort.
 
Vilkårene for at tiltrække risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder bør forbedres. Det kan ske ved at reducere en række reguleringsmæssige barrierer – ikke mindst skattemæssige – og samtidig justere forskellige støtteordninger. En lettere adgang og bedre forhold for kapital i små og mellemstore virksomheder vil kunne styrke den eftertragtede vækst i det danske samfund.
 
Det er hovedkonklusionen i en ny analyse, ”Rapport om risikovillig kapital”, som netop er offentliggjort.
 
Kreditklemmediskussionen har været livlig de senere år. Bankerne har været kritiseret for at være for restriktive i deres udlån til små og mellemstore virksomheder. Samtidig har bankerne meldt om faldende efterspørgsel på lån og erklæret sig villige til at låne ud – også selvom krisen har øget risikoen for tab.
 
”Diskussionen har imidlertid savnet elementerne om, hvorvidt SMV’erne har tilstrækkelig risikovillig kapital i form af egenkapital og anden ansvarlig kapital, samt om vilkårene for at kunne tiltrække risikovillig kapital er hensigtsmæssige,” siger underdirektør i Finansrådet Søren Gade.
 
Derfor har ATP, DVCA, Forsikring og Pension, Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet i samarbejde analyseret kreditgivningen til SMV’erne og markedet for risikovillig kapital og de barrierer, der hindre kapitaltilførslen.
 

Større virksomheder har lettere adgang

Rapporten indeholder flere analyser af SMV’ernes finansieringsforhold. Blandt andet belyses de forskellige former for låne- og finansieringskilder og de forskellige aktører, der er på kredit- og kapitalformidlingsområdet.
 
Ikke uventet har de større virksomheder lettere ved at tiltrække kapital fra flere sider, herunder fra de internationale kapitalmarkeder end mindre virksomheder.
 
”Samtidig har krisen overordnet set ramt SMV’erne relativt hårdt, hvilket giver sig udtryk i ringere soliditet og manglende egenkapital. Det har uden tvivl gjort det sværere at blive kreditgodkendt i penge- og realkreditinstitutterne. Det understøtter en af rapportens konklusioner, nemlig at der er behov for mere i egenkapital i virksomhederne,” konstaterer Søren Gade.
 
De små og mellemstore virksomheder er blandt andet analyseret på deres succesrater ved låne- og egenkapitalfinansiering – herunder på den geografiske placering af virksomhederne og fordelt på brancheniveau. Der er også set på, hvordan den store mængde af ny og strammere regulering påvirker den finansielle sektor og disse virksomheders investeringslyst.
 

Regulering hæmmer investeringer

”Rapporten fastslår, at de finansielle stramninger har en negativ indvirkning på de mindre virksomheders finansieringsvilkår. Det rammer SMV-segmentet hårdere, da de er mere afhængige af lånefinansiering fra bankerne, og dette behov kan ikke fuldt ud dækkes af eksempelvis pensionsselskaberne, der har en anden forretningsmodel,” siger Søren Gade. Han tilføjer, at også beskatningsreglerne kan medføre en negativ effekt på investeringer. For eksempel bør aktiebeskatningen ifølge organisationerne ændres, og det vil være en fordel for SMV-segmentet at indføre et dualt indkomstskattesystem, som det kendes fra Norge og Sverige.
 
Rapporten peger på en række konkrete initiativer og tiltag, der vil kunne lette adgangen for kapitaltilførsel og hjælpe de forskellige aktører på markedet for kapitaltilførsel. Det gælder foruden skatte- og reguleringsområdet inden for blandt andet landbruget og offentlige støtteordninger, hvor rapporten for eksempel foreslår at samle de offentlige låne- og kapitalinstrumenter, så ekspertisen samles et sted og giver et bedre overblik over de forskellige tiltag.
 
Initiativerne fra Rapport om risikovillig kapital er samlet nedenfor.
 
Bedre adgang til risikovillig kapital
Initiativer på skatteområdet:
  • Udbyttebeskatningen ændres. Der indføres en model til beskatning efter aktieavancereglerne, hvor det godtgøres, at der er tale om reelle avancer.
  • Mulighederne for afskrivning af forsknings- og forsøgsudgifter forbedres, så der sikres ligestilling mellem små udviklingsselskaber og store selskaber.
  • Skattesystemet bevæges i retning af et dualt indkomstskattesystem, som det kendes i de øvrige nordiske lande, hvilket har en positiv effekt på økonomien.
  • Forholdene for egenkapital forbedres, således at virksomhederne bliver tilskyndet til at opbygge mere egenkapital via eksempelvis lavere selskabsskatter eller ved at indføre et egenkapitalfradrag.
  • Iværksætterskatten afskaffes for danske minoritetsaktionærer, der investerer i unote¬rede aktier.
Initiativer i forhold til eksisterende regulering: 
  • Investeringer i unoterede aktier kan fremmes via pensionsdepoter i pengeinstitutter ved at nedbringe de administrative krav i ordningen samt reducere minimumsgrænsen for investering.
  • Danmark deltager aktivt i revisionen af FAIF-direktivet med særlig henblik på at fjerne unødige administrative byrder.
  • Undtagelsen for pensionsordninger under EMIR-reglerne fastholdes, så pensionsselskaberne undgår en større kapitalbeholdning, der mindsker afkastet for kunderne.
  • Solvens II reglerne justeres, så der sikres mindre solvensbelastning til højkvalitets sekuritiseringer.
Initiativer i forhold til landbruget:
  • Barriererne for selskabsdannelse i landbrugsloven fjernes i overensstemmelse med regeringens vækstplan for Fødevarer (2013).
Initiativer i forhold til offentlige støtteordninger mv.:
  • Skab én indgang til offentlige låne- og kapitalinstrumenter, så ekspertisen samles et sted og giver et bedre overblik over de forskellige tiltag.
  • Genindfør muligheden for store vækstkautioner, så Vækstfonden bliver mere risikovillig og træder til, hvor markedet tøver.
  • Fasthold og udvid ordningen med syndikeringslån efter 2015 og skab samtidig mulig¬hed for, at super-angels kan blive godkendt på linje med venturefonde.
  • Etabler samarbejde mellem relevante brancheorganisationer og det offentlige for at sikre mere målrettet information til ejerledede virksomheder med henblik på at ”professionalisere” virksomhederne.
 
 Du kan finde Rapport om risikovillig kapital her:
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her