Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Bankgebyrer følger...

Bankgebyrer følger historisk trend

30. januar 2014

Bankernes indtægter fra gebyrer er siden midten af 90’erne steget med ca. ½ mia. kr. om året, men har i årene siden finanskrisen ligget på det samme niveau.

De danske banker henter hovedparten af deres omsætning via nettorente- og gebyrindtægter. Over de seneste 15 år er nettorenteindtægter og nettogebyrindtægter vokset gennemsnitligt med hhv. 0,9 og 0,5 mia. kr. om året i takt med et stigende forretningsomfang.

Det har medført, at gebyrindtægter fylder en relativ større andel af bankernes indtægtskilde, hvilket – ifølge Finansrådets cheføkonom Niels Storm Stenbæk – er en naturlig udvikling.

”Rentemiljøet har de seneste år nærmet sig et niveau omkring de 0 pct. Det har presset bankernes indtægtspotentiale via rentemarginalen nedad, da muligheden for at sætte indlånsrenterne yderligere ned er begrænsede, ligesom en del udlån er bundet op på de lave pengemarkedsrenter. Ydermere har den lave efterspørgsel efter banklån også betydet et lavere udlån og dermed mindre indtjeningsgrundlag,” forklarer Niels Storm Stenbæk og uddyber:

”Bankernes ydelser spænder bredt. Det er eksempelvis blevet mere populært at omlægge lån og investere egen opsparing i værdipapirer. Det koster ressourcer i bankerne, som de kunder, der bruger ydelserne, betaler for.” 
 
 
Figur 1. Udviklingen i bankernes rente- og gebyrindtægter samt balance 
Kilde: Finanstilsynet og Finansrådets beregninger. 
Anm.: Hældningen på trendlinjerne svarer til den gennemsnitlige årlige stigning.
Tallene er opgjort i faste 2012-priser vha. med Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks.

 

Figur i pdf

 
 

Samlede gebyrer faldet siden krisen

Tallene viser også, at der siden krisen har været et fald i nettorenteindtægterne, mens nettogebyrindtægterne har ligget på et stabilt niveau, hvilket bl.a. kan forklares af et faldende forretningsomfang målt ved balancen.
 
”Nettorenteindtægterne ligger i dag på et lavere niveau i forhold til bankernes balance, mens gebyrernes andel historisk set har ligget meget konstant. De samlede indtægter bliver dermed mindre i forhold til forretningsomfanget,” siger Niels Storm Stenbæk videre.
 
 

Gebyrer er kommet for at blive

Finansrådets cheføkonom forventer, at brugen af gebyrer gradvist vil øges i de kommende år. ”Det er,” siger Niels Storm Stenbæk, ”ikke nødvendigvis en udvikling, som danskerne skal være kede af.”
 
”En højere anvendelse af gebyrer er med til at skabe en øget gennemsigtighed i prisen på finansielle ydelser. Kunderne kan dermed i højere grad vurdere hvad de får, og hvad de betaler for,” forklarer Niels Storm Stenbæk.

 

Figur 2: Rente- og gebyrindtægter i pct. af balancen 

Kilde: Finanstilsynet og Finansrådets beregninger. 

 

Figur i pdf

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her