Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Danskerne overvurd...

Danskerne overvurderer privatøkonomiske evner

5. marts 2014

Langt størstedelen af danskerne påstår, at de har ”godt styr på privatøkonomien”, men de faktiske evner inden for emnet halter efter. Det viser en ny omfattende spørgeundersøgelse.

A&B Analyse har for Finansrådet foretaget en omfattende spørgeundersøgelse med et højt antal respondenter, der gør det muligt at stikke et spadestik dybere i undersøgelsen af danskernes evner inden for privatøkonomi.
 
Det indebærer blandt andet muligheden for at teste grupperinger inden for befolkningen op mod hinanden, herunder alders-, uddannelses- og indkomstgrupper.
 

Høj selvtillid blandt danskerne

Det er også muligt at dele befolkningen op i personer, der føler, at de har godt styr på deres privatøkonomi og folk, der ikke har. Hele 82 pct. af befolkningen erklærer sig enten ”helt enig” eller ”enig” i udsagnet ”Jeg har godt styr på min privatøkonomi”.
 
Kun knap 5 pct. er enten ”uenig” eller ”helt uenig” i udsagnet, hvilket understreger, at selvforståelsen er i top blandt danskerne.
 

Faktiske evner halter efter

Spørgeundersøgelsen indeholder en test af finansiel forståelse, der ud fra seks spørgsmål om privatøkonomi placerer danskerne på skalaen 1-6 ud fra antallet af korrekte svar.
 
Landsgennemsnittet er 4,7 rigtige og derudfra kan man karakterisere personer med 4 rigtige eller derunder som havende dårlig finansiel forståelse, og personer med 5 eller 6 rigtige som havende god finansiel forståelse.
 
På landsplan giver den opdeling 61 pct. personer med god finansiel forståelse og 39 pct. med dårlig finansiel forståelse.
 

God selvtillid – svag finansiel forståelse

Kombineres testen af de faktiske finansielle evner med undersøgelsen af, hvor godt danskerne selv mener, at de har styr på privatøkonomi, springer det i øjnene, at 30 pct. af befolkningen har godt styr på privatøkonomien men alligevel halter efter, når helt basale økonomiske begreber skal anvendes i praksis.
 
Det understreger et helt grundlæggende problem, nemlig risikoen for at mange personer risikerer at træffe forkerte beslutninger i god tro. Det er ikke kun skidt for den enkelte men også for samfundet. 
 
 
Figur: Selvforståelse og faktiske evner inden for privatøkonomi
 
Kilde:   A&B Analyse for Finansrådet.
Anm.: Ovenstående baserer sig på 3.366 respondenter i aldersgruppen 15-70 år.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her