Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Iværksættere fik g...

Iværksættere fik gode råd

21. november 2014

Mange iværksættere havde fundet vej til Finansrådets, Dansk Erhvervs og Danske Revisorers Uge47-arrangement om finansiering i København. De blev mødt med det kontante spørgsmål: hvad gør din virksomhed værd at satse på?
 
Det var vidt forskellige iværksættere, der havde fundet vej til Uge47-arrangementet i Finanssektorens Hus i København. Én lavede freelance-opgaver til én kunde, en anden havde allerede opbygget en omsætning på flere millioner kroner.
 
Formålet med arrangementet var at klæde iværksætteren på til mødet med banken. Deltagerne fik indblik i, hvad banken lægger til grund, når de skal kreditvurdere en iværksætter og revisoren fortalte, hvilke forhold omkring skat, virksomhedsform og budgettering man som iværksætter skal have styr på.
 
Louise C. Mogensen, vicedirektør i Finansrådet, bød velkommen og fortalte, at Finansrådet er meget fokuserede på at skabe en endnu bedre dialog med iværksættere. For grundlæggende har iværksættere og banker nemlig den samme interesse, sagde hun, ”nemlig at der skabes nye og sunde virksomheder, der kan vokse sig store og skabe nye jobs, vækst og innovation.”
 
 
 
Derefter gav fra Merete Friis, afdelingsdirektør i Jyske Bank, gode råd til de fremmødte, som hun anbefalede at gøre brug af deres nuværende bankrådgiver. Chancen for at opnå et erhvervslån er nemlig højere, hvis banken kender iværksætteren i forvejen. Ifølge Merete Friis betyder tillid mellem kunde- og rådgiver rigtig meget, når banken skal bevillige et lån.
 
 
Merete Friis klargjorde også, hvilken rolle banken præcis kan spille for iværksættere. Banken kan ikke tilbyde risikovillig kapital, men er sat i verden for at finansiere virksomhedernes drift. Den risikovillige kapital kan iværksætterne få fra bl.a. business angels, venturefonde forklarede hun.
 
 
Endelig anbefalede Merete Friis, at iværksætteren mødte velforberedt op i banken. Hun henviste i den forbindelse til Finansrådets guide til iværksættere ”Dressed for business”, som beskriver hvilke elementer fx en forretningsplan bør indeholde.
 
 
Som iværksætter er det godt at alliere sig med en rådgiver, så man har styr på skatteforhold, bogføring, økonomistyring etc. Jesper Falk, partner i PwC, styrede forsamlingen igennem de komplekse skatteregler og kom med eksempler på, hvornår man ikke længere driver en hobbyvirksomhed men en erhvervsvirksomhed.
 
Robuste budgetter var ifølge Jesper Falk vigtige, når man skal i banken og søge om lån. Likviditetsbudgettet er eksempelvis afgørende for den ramme, som iværksætteren skal forhandle i banken. Slutteligt pointerede Jesper Falk med et glimt i øjet, at iværksætterne skulle se revisorhonoraret som en investering – og ikke en udgift.  
 
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her