Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Nemmere at få lån ...

Nemmere at få lån i Europa

30. juli 2014


For første gang siden finanskrisens start er kreditvilkårene for lån til erhverv lempet i euroområdet. Det viser nye tal fra den europæiske centralbank (ECB). Centralbanken registrerer samtidig en stigning i virksomhedernes låneefterspørgsel.

ECB offentliggjorde i dag den europæiske pendant til Nationalbankens danske udlånsundersøgelse for årets andet kvartal. Tallene peger på, at kreditvilkårene i den senere tid er blevet lempet i euroområdet.

Dermed følger den europæiske undersøgelse trop med resultaterne i den seneste udlånsundersøgelse fra Danmarks Nationalbank, der ligeledes signalerer en lempelse af bankernes lånevilkår i 2. kvartal 2014. Lempelserne kommer efter flere års stramninger i kreditpolitikken under den finansielle krise.

”De seneste lempelser i kreditpolitikken er opløftende nyt for såvel europæiske som danske virksomheder. Vejen til lån i banken er blevet lettere, og tallene i udlånsundersøgelsen peger på, at det er gældende for både store som små virksomheder, ” siger cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk og fortsætter:

”Ligesom vi så i den danske udlånsundersøgelse, er det særligt konkurrencesituationen om de gode erhvervskunder, som har været med til at lempe standarderne i de europæiske banker. Men også forventningen til økonomierne er forbedret.”

Figur 1. Udviklingen i kreditstandarder i DK og Euroområdet
Anm.: Nul angiver skillelinjen mellem lempelser og stramninger. Tallene er baseret på to forskellige udlånsundersøgelser udført af hhv. Nationalbanken og ECB. Undersøgelserne er ikke baseret på helt ens forudsætninger og skal derfor fortolkes med forbehold. Tallene for ECB er inverteret, således at negative værdier svarer til stramninger ligesom i Nationalbankens undersøgelse.
Kilde: Danmarks Nationalbank, ECB og Finansrådets beregninger.
 

Virksomhedernes lånelyst stiger

Ifølge ECB steg virksomhedernes låneefterspørgsel i 2. kvartal 2014. Stigningen gælder både i euroområdet og i Danmark. Niels Storm Stenbæk forventer, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende kvartaler.

”Erhvervslivets investerings- og lånelyst er i fremgang, hvilket isoleret set er positivt for væksten i kreditinstitutternes erhvervsudlån, som siden krisens start har været i tilbagegang i Europa. Herudover giver den seneste udvikling håb om en forbedret situation for realøkonomierne i de europæiske lande,” afslutter Niels Storm Stenbæk.

Figur 2. Udviklingen i virksomhedernes låneefterspørgsel i DK og Euroområdet
Anm.: Tallene er baseret på to forskellige udlånsundersøgelser udført af hhv. Nationalbanken og ECB. Undersøgelserne er ikke baseret på helt ens forudsætninger og skal derfor fortolkes med forbehold.
Kilde: Danmarks Nationalbank, ECB og Finansrådets beregninger.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her