Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Samme kreditstanda...

Samme kreditstandarder over hele landet

1. april 2014

Ny analyse fra Finansrådet viser, at danske SMV’ers størrelse og placering på landkortet ikke har betydning for virksomhedernes muligheder for at få bevilget et lån.

Finansrådet har analyseret et omfattende surveydatasæt fra Danmarks Statistik, der dækker ca. en fjerdedel af landets SMV’er i private byerhverv.

Surveyundersøgelsen spørger blandt andet til virksomhedernes låneansøgninger hos banker og realkreditinstitutter i 2010, og er repræsentativt på landsdele. Datasættet er derfor meget brugbart i den verserende debat om udlånsvilligheden i landdistrikterne, mener Finansrådets cheføkonom Niels Storm Stenbæk.
 
”Krisen har været hård ved mange små- og mellemstore danske virksomheder, og det har øget mange af virksomhedernes finansieringsbehov. I første omgang har de brug for at genoprette soliditeten med tilførsel af risikovillig kapital. Det vil samtidig ruste dem bedre til mødet med banken,” siger Niels Storm Stenbæk.
 
 

Gode nøgletal forstærker chancerne for at få lån

Analysen opstiller en statistisk model, som er i stand til at identificere, hvilke karakteristika, der har betydning for virksomhedernes sandsynlighed for at få lånefinansiering i banken.
 
”Vores beregninger viser, at det især er virksomhedernes soliditet og afkastgrad, der øger sandsynligheden for at få et ”Ja” i banken,” forklarer Niels Storm Stenbæk.
 
”Virksomhedernes størrelse har ikke en signifikant effekt i vores model, så større SMV’er er isoleret set ikke bedre stillet over for banken,” fortæller Stenbæk videre.
 
 

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Den store datamængde gør det også muligt at undersøge, om virksomhedernes geografiske placering har betydning for udfaldet på låneansøgningerne.
 
”Når vi korrigerer for virksomhedernes finansielle nøgletal er det ikke muligt at identificere en signifikant geografisk effekt baseret på landsdelene. Hovedpointen i denne analyse er, at virksomhederne har samme kreditvilkår, hvad enten de ligger i Viborg eller Vangede, eller er store eller små. Der er naturligvis geografiske forskelle, men de er ikke store og skyldes fortrinsvis virksomhedernes finansielle situation,” forklarer Stenbæk.
 
Han understreger dog, at analysen ikke skal tolkes som en afvisning af, at der er områder i landet, hvor det er sværere at drive virksomhed end andre. Dermed også sagt, at der kan være områder, hvor virksomhederne i højere grad er i finansielle problemer og derfor har problemer med at få et lån.
 
Hele analysen indgår som kapitel 5 i Rapport om risikovillig kapital.
 
 
Figur 1. Geografisk fordeling af udfaldet ved låneansøgninger, 2010
 
Anm.: Baseret på en stikprøve på 2.265 SMV’er, hvoraf 570 søgte om finansiering i en bank eller realkreditinstitut i 2010. Udfaldet er ikke kontrolleret for øvrige faktorer.
Kilde: Finansrådet på baggrund af surveyundersøgelse fra Danmarks Statistik.
 
Figur 2. Regionale effekter på succesraten ved lånefinansiering, 2010
Anm.: Figuren viser de estimerede geografiske effekter, når landsdelene sammenlignes med København. Der er i modellen kontrolleret for finansielle nøgletal.
Kilde: Finansrådets rapport om risikovillig kapital.
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her