Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2014 Solide virksomhede...

Solide virksomheder får typisk lån i banken

17. november 2014

​Uge 47: Et nej i banken gælder ikke for evigt. Mange virksomheder kan inden for en overskuelig årrække forbedre soliditeten og dermed øge deres kreditværdighed. Det viser nye beregninger fra Finansrådet, som sætter fokus på små virksomheders adgang til lånefinansiering.

Når virksomheder søger om lån i banken afhænger udfaldet af en kreditvurdering blandt andet af virksomhedens finansielle sundhed, herunder evnen til at tilbagebetale lånet.

Et vigtigt element i denne vurdering er, at virksomhedens ejere selv har skudt penge i projektet, så virksomheden evner at bære eventuelle tab. Det måles ved virksomhedens soliditet, som udtrykker, hvor stor en andel af virksomhedens balance, egenkapitalen udgør.
 
En tidligere udført survey af danske SMV’er fra Danmarks Statistik viser, at udfaldet på låneansøgninger påvirkes af låneansøgerens soliditet.
 
 
Udfaldet på låneansøgninger fra små virksomheder
Kilde:   Danmarks Statistik og Finansrådets beregninger.
Anm.: Tallene er baseret på 188 virksomheder med mellem 5 og 9 ansatte, der ansøgte om lånefinansiering i 2009/10. Den samlede undersøgelse dækkede en stikprøve på omkring en fjerdedel af SMV-segmentet. Soliditeten er opgjort for 2009. De fire kvartiler opdeler virksomhederne i lige store fjerdedele efter soliditeten, hvor Q1 indeholder virksomheder med lavest soliditet og Q4 med højest.
 
 
Således har 55 pct. af de mindre virksomheder med lavest soliditet succes med låneansøgningen, mens over 70 pct. af virksomhederne med den højeste soliditet opnår finansiering, jf. figur 1. Konklusionerne er konsistente med eksempelvis Nationalbankens tidligere analyse af datasættet.
 

”Nej” i banken kan være katalysator for konsolidering

Finansrådet har foretaget nye beregninger, som analyserer virksomhederne fra undersøgelsen i perioden før og efter låneansøgningen i 2009/10. Her ses det, at de virksomheder, der ansøgte om lånefinansiering og fik et nej, var særligt hårdt ramt på soliditeten, jf. figur 2.
 
 
Udviklingen i soliditet for låneansøgere
Kilde:   Danmarks Statistik og Finansrådets beregninger.
Anm.: Beregningerne omfatter virksomhederne, der indgår i figur 1.
 
De virksomheder, der havde problemer med at få lånefinansiering i 2009/10 var udfordret i perioden 2007-2009, hvor soliditeten faldt fra ca. 20 pct. til ned omkring 7 pct. Det væsentlige fald har med stor sandsynlighed gjort det svært at blive kreditgodkendt i banken.
 
Tallene viser også, at de samme virksomheder i perioden efter låneansøgningen frem mod 2011 konsoliderede sig væsentligt og i 2011 havde en soliditet på niveau med gruppen af virksomheder, der havde succes med låneansøgningen i 2009/10.
 
I 2012 falder soliditeten til gengæld for de virksomheder, der har fået af-slag. Det kan være vanskeligt at identificere de præcise årsager men i kraft af, at disse virksomheder blev hårdt ramt af finanskrisens første bølge i 2008, er det ikke usandsynligt, at den samme konjunkturfølsomhed har gjort udslaget ved krisens anden bølge i 2011/12.
 
Det kan skyldes mange forskellige forhold, eksempelvis en høj eksponering over for ejendomsmarkedet, brancher der er i vanskeligheder eller, at virksomhederne kun afsætter til nærmarkedet.
 
Virksomhederne kan derfor stadig opleve vanskelige finansieringsvilkår, hvis deres økonomiske nøgletal er svage. Udviklingen viser dog, at virksomhederne på relativt kort tid kan konsolidere sig og dermed få flere finansieringsmuligheder.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her