Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2015 Erhvervslivet skal...

Erhvervslivet skal løfte fællesoffentlig digitaliserings-strategi

4. marts 2015

Danmark skal have en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for 2016-2020. Hidtil har de fællesoffentlige digitaliseringsstrategier primært rettet sig mod borgere og handlet om effektiviseringer og besparelser internt i den offentlige sektor.
 
”Den kommende digitaliseringsstrategi skal tænkes videre og bredere, så den i højere grad også skaber ny værdi for danskerne i samspil med landets virksomheder,” mener Michael Busk-Jepsen, underdirektør og chef for digitalisering i Finansrådet.
 
”Digitaliseringen medfører, at bankerne står overfor de største forandringer i de seneste årtier. Derfor skal vi i højere grad realisere digitaliseringsgevinster i både den offentlige og i den private sektor,” siger Michael Busk-Jepsen videre.
 
Finansrådet står ikke alene med den holdning. I samarbejde med 24 andre erhvervs- og interesseorganisationer har Finansrådet således udarbejdet 25 konkrete initiativer til, hvordan erhvervslivets interesser kan understøttes i den kommende strategi. Initiativerne er netop sendt videre til Digitaliseringsstyrelsen, der står for udarbejdelsen af digitaliseringsstrategien.
 
Se hele initiativkataloget
 
”Sagens vigtighed understreges af, at vi i fællesskab har kunnet udarbejde et sådant indspil. Samtlige 25 organisationer er klar til at deltage aktivt og engageret i strategiarbejdet,” siger Michael Busk-Jepsen og nævner offentligt-privat-samarbejde om IT-sikkerhed og en modernisering af Tinglysningsafgiftsloven som eksempler nogle af de lavt hængende frugter i initiativkataloget.
 
”Digitaliseringsparat lovgivning har et stort økonomisk potentiale. En ”digital” korrektion af Tinglysningsafgiftsloven vil eksempelvis kunne lette processer for både boligejere og professionelle aktører svarende til en besparelse på 100-150 mio. kr.,” forklarer Michael Busk-Jepsen.
 
Senere på foråret vil Finansrådet sammen med de 24 andre organisationer afholde et seminar for politikere og embedsværk, som vil blive præsenteret for erhvervslivets visioner for digitaliseringen af Danmark.
 
”Det er helt afgørende for Danmark, at vi yder en stor og fortløbende indsats for at gøre Danmark til et foregangsland indenfor digitalisering,” understreger Michael Busk-Jepsen, der er overbevist om, at organisationerne kan formulere en ambitiøs og fremsynet fællesoffentlig digitaliseringsstrategi i et godt samarbejde med det offentlige.
 
De 25 organisationer:
Akademikerne, CFIR, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Metal, DI ITEK, DJØF, DTI, Finansforbundet, Finansrådet, Forsikring
& Pension, FTF, FSR- danske revisorer, Håndværksrådet, HK Privat, IDA, IT-Branchen, Landbrug & Fødevarer, LO, PROSA, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, 3F
 
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her