Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2015 Færre bankrøverier...

Færre bankrøverier i 2014

7. januar 2015

​For 4. år i træk oplevede pengeinstitutterne i 2014 et fald i antallet af fysiske røverier. Det skyldes øget sikkerhed i filialerne og ændret kundeadfærd.

Hvor der i 2010 blev begået 135 røverier imod de danske banker, spare- og andelskasser, blev der sidste år begået 21. 

”Udviklingen er meget glædelig. Men vi er selvfølgelig ikke i mål, før der vi når dertil, hvor der ikke længere begås fysiske røverier mod filialerne herhjemme,” siger Rasmus Engbæk Larsen, sikringsansvarlig i Finansrådet.
 
”Frem for alt betyder den positive udvikling, at trusler og overgreb mod de bankansatte er faldet. Det er meget vigtigt, for det kan have store og forfærdelige konsekvenser for de berørte. Undersøgelser viser, at 12 pct. af de ansatte, der har været udsat for et røveri, udvikler akut stress symptom eller post traumatisk stress. Det kan have stor indvirkning på de berørtes nære relationer som familie og venner,” forklarer Rasmus Engbæk Larsen videre.
 
Årsagerne til det fortsatte fald i røveristatistikken skyldes ifølge Finansrådets sikringskonsulent primært to forhold; dels at kundernes faldende efterspørgsel efter kontanter har fået institutterne til at omdanne flere filialer til kasseløse filialer. Og dels at sikringsniveauet i de tilbageværende filialer med kassefunktion er øget. 
 
”Kundernes adfærd og behov har ændret sig, og bankerne skal naturligvis være dér, hvor kunderne er. Stadig flere kunder går i netbanken i stedet for i den fysiske filial. Det begrænser adgangen til kontanter og øger dermed også sikkerheden,” forklarer Rasmus Engbæk Larsen og fortsætter:
 
”Det er naturligvis vores ambition, at fortsætte den positive udvikling i 2015. Derfor er det vigtigt, at alle pengeinstitutter fastholder det høje sikringsniveau og har et kontinuerligt fokus på at øge sikkerheden. Risikoen for bankrøverier forsvinder ikke før den dag, hvor vi ikke længere har fysiske kontanter i samfundet.”
 
 

Bankrøverier i Danmark

År 1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal
2014 5 8 3 5
2013 16 3 8 9
2012 26 15 15 15
2011 33 34 26 23
2010 55 20 24 36

 

 

Her blev røverierne begået i 2014

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her