Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2015 Finansrådet støtte...

Finansrådet støtter V-regeringens vækstfremmende initiativer

28. juni 2015

​Finansrådet ønsker den nye regering velkommen og glæder sig til samarbejdet om at øge væksten i Danmark og styrke dansk økonomi. Bankerne spiller en afgørende rolle i at understøtte det øvrige danske erhvervsliv, og et fortsat højt dansk velfærdsniveau forudsætter, at virksomheder i Danmark har gode rammevilkår og attraktive finansieringsmuligheder.
  
Derfor bakker Finansrådet helhjertet op om, at regeringen har som mål at gøre op med overimplementering af EU-regler i Danmark.
 
"En forudsætning for at øge væksten og styrke dansk økonomi er at sikre danske virksomheder lige konkurrencevilkår. Derfor er det positivt, at der bliver nedsat et regeringsudvalg, der vil arbejde for at sikre en mere systematisk og ensartet tilgang til implementering af erhvervsrettet EU-lovgivning. Vi bakker naturligvis også meget op om forslaget af et implementeringsråd, hvor erhvervsorganisationer og særligt sagkyndige kan rådgive om gennemførelsen af erhvervsrettet EU-lovgivning," siger vicedirektør i Finansrådet Louise C. Mogensen.
 
Finansrådet vil også gerne kvittere for invitationen fra regeringen om at indgå i dialog med den nye regering om bedre muligheder for belåning i hele landet.
 
"Vi stiller gerne op til dialog om finansieringsmulighederne. Set fra vores side er det vigtigt, at udlån sker på markedsvilkår, og at der er opmærksomhed om både udbud og efterspørgsel af ejendomme i hele Danmark. Bankerne ser gerne, at udlånet til kreditværdige kunder vokser, og vi ser frem til et samarbejde med regeringen på dette område," siger Louise C. Mogensen.
 
Finansrådet finder det endvidere positivt med en mere enkel og konkurrencedygtig erhvervsbeskatning.
 
”Det er fornuftigt at forbedre investeringsklimaet i Danmark med henblik på at tiltrække flere udenlandske investeringer. Og det er et godt og stærkt udgangspunkt for vækst i Danmark,” siger Louise C. Mogensen.”
 
Finansrådet kan også støtte regeringens ambition om at det bedre skal kunne betale sig at spare op.
 
”Det er positivt, at regeringen vil fremrykke Pensionskommissionens arbejde, så der hurtigere kommer en pensionsreform, der sikrer, at så mange som muligt kommer til at spare op til egen pension,” siger Louise C. Mogensen.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her