Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2015 Randers elever vin...

Randers elever vinder iværksætterkonkurrence

30. april 2015

Fire elever fra Tradium i Randers kan det næste år kalde sig “Danmarks bedste gymnasieiværksættere”.


Torsdag eftermiddag vandt Lærke, Michelle, Pernille og Kasper den danske finale i European Business Game (EBG), der er en konkurrence for gymnasieelever om at lave den bedste fiktive virksomhed med alt hvad dertil hører fra produktidé til finansierings- og forretningsplaner til medieplan.


Mere end 1400 elever fra landets gymnasier har deltaget i konkurrencen, der følger skoleåret. De fire, der til daglig går i 2. G (HHX), vandt førstepræmien og kr. 25.000 fra hovedsponsoren Finansrådet med en virksomhed (TW Spoon) bygget op omkring et helt nyt produkt rettet mod professionelle kokke: En ske der både kan måle temperatur og vægt.


Dommerne gav vinderne følgende skudsmål med på vejen:


”Vinderprojektet er en unik kombination af en vægt og et termometer, samlet i en ske. Rapporten dækker hele værdikæden fra behov over produktion og markedsføring til kundernes behov. Prototypen viser, hvor langt fremme, holdet er med udviklingen. Dommerpanelet forventer derfor – ja vi nærmest kræver – at se TW Spoon på markedet indenfor kort tid.”


Det er første gang i EBG’s 24. årige historie, at et elevhold fra et HHX-gymnasium vinder konkurrencen som vægt.


Under finalen, der foregik i Finanssektorens Hus i København, præsenterede eleverne ikke bare en prototype af TW Spoon, de viste også en video med Michelin’-kokken David Johansen fra Kokkeriet, som var meget begejstret for idéen. Han har bedt os ringe, hvis vi vil forsøge at sætte den i produktion.

 
”Nu går vi jo kun i 2. G., men det er klart, at det giver blod på tanden til at forsøge at lave en rigtig virksomhed ud af det. Vi har allerede kæmpet og slidt med det her i seks måneder, og når vi nu endda vinder EBG, så bliver man da klar til at gå skridtet videre,” lød det begejstret fra vinderne umiddelbart efter finalen.


”Med Noma og alle de andre virkelig gode restauranter i spidsen, og det generelle fokus på at udvikle og højne madkulturen i Danmark netop nu, er det klart, at vi står med et produkt, der passer ind perfekt ind, og det er man da fristet til at udnytte,” lød det videre fra Lærke, Michelle, Pernille og Kasper.


I første omgang står den dog på 3. G. efter sommerferien. Men inden da skal randrusianerne repræsentere de danske farver ved den internationale EBG-finale i Kroatien til juli.


DI Handels særpris gik til elever fra Greve Gymnasium, mens prisen for den bedste medieplan gik til et elevhold fra Sorø Akademis skole. 

EBG arrangeres af Finansrådet i samarbejde med Foreningen af Lærere i Erhvervsøkonomi (FLE), Driftsøkonomisk Forening (DRØF) og DI Handel.

 

Kontakter:

Vinderholdet kan kontaktes via deres lærer Peter Renstrup på tlf. 40522352


Yderligere oplysninger:

Charlotte Plum Jensen, uddannelseskonsulent i Finansrådet tlf. 33701139/30161139

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her