Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2015 Stigende interesse...

Stigende interesse for deltagelse i EBG

29. april 2015

En ny undersøgelse foretaget af Finansrådet viser, at iværksætterlysten er stor hos de unge EBG-deltagere rundt omkring på landets gymnasier. Godt 50 pct. af de unge, som er med i undersøgelsen, har således et ønske om at blive iværksætter. 
 
Omdrejningspunktet i EBG er iværksætteri og et samarbejde uden for de vante klasselokaler mellem gymnasier, lokale virksomheder og banker, som bl.a. stiller konsulenter og rådgivere til rådighed for eleverne i deres arbejde med emner som produktidé, ledelse, budget, markedsføring m.v. 
 
”Med EBG giver vi gymnasieeleverne en unik mulighed for at prøve kræfter med det at være iværksætter, og de stifter et første bekendtskab med erhvervslivet,” siger Louise Mogensen, vicedirektør i Finansrådet, som er hovedsponsor for den danske del af EBG.  
 
At mange unge går rundt med en drøm om at blive iværksætter afspejler sig også i en stigende interesse for og deltagelse i EBG. Siden 2010 er antallet af deltagende hold i den danske udgave af EBG næsten fordoblet.
 
I år deltager 289 hold fra 47 skoler med hver deres virksomhedsidé i konkurrencen. I 2010 var det antal 148 hold fordelt på 33 skoler.
 
Hos DI Handel, der er medsponsor på EBG, håber branchedirektør Lars William Wesch, at elevernes interesse for iværksætteri vil fortsætte ud over EBG. 
 
”Danmark har brug for dygtige iværksættere, som kan bidrage til innovation, vækst og flere arbejdspladser. Og jeg håber, at indsatsen omkring EBG kan være med til at give flere af eleverne blod på tanden i forhold til at starte egen virksomhed,” siger Lars William Wesch.
 
 
Antal deltagende hold og skoler i EBG, 2010-2015
Kilde:   Finansrådet.
Anm.: Figuren angiver det antal skoler og hold, som har afleveret en projektrapport ved deadline.
 
 

Iværksætteri er en stærk drivkraft for vækst og jobskabelse

Iværksættere er vigtige for det danske samfund og for økonomien som helhed, og særligt vækstiværksættere bidager med stor værdiskabelse og nye arbejdspladser.
 
Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at nye virksomheder står for næsten halvdelen af nettojobskabelsen i Danmark. Vækstiværksættere skaber per definition relativt flere jobs end andre nye virksomheder.
 
I løbet af en treårig vækstperiode skaber en vækstiværksætter således i gennemsnit 15 nye job, eller hvad der svarer til tre gange så mange job som andre nye virksomheder med samme størrelse i starten af vækstperioden.*
 
”Vi kan se, at nye vækstvirksomheder skaber langt flere arbejdspladser, end andre nye virksomheder og allerede etablerede virksomheder gør, og at der dermed ligger et stort vækst- og beskæftigelsespotentiale,” siger vicedirektør Louise Mogensen, der glæder sig over, at der i regeringens udspil til en ny gymnasiereform blandt andet op til, at innovation og entreprenørskab skal integreres mere i fag og prøveformer på landets hhx-uddannelser**.
 
”Det er positivt at Regeringen i deres forslag til en ny gymnasiereform har øget fokus på innovation og iværksætteri. Det kan være med til at styrke de unges finansielle kompetencer og skabe en større og bedre iværksætterkultur til stor værdi for samfundet,” siger Louise Mogensen.
 
________________________________________________

Fakta om EBG:
Iværksætterkonkurrencen European Business Games  

European Business Game (EBG) er en international konkurrence for unge på gymnasieniveau. I Danmark deltager knap 1.418 elever fra landets gymnasier. EBG blev startet i Italien og har nu eksisteret i Danmark i 24 år.
 
EBG følger skoleåret og løber fra september til april. I løbet af perioden skal eleverne i projektgrupper af 3-5 personer skabe en fiktiv virksomhed og igennem hele processen fra idé og forretningsplan til markedsundersøgelse og finansieringsplan.
 
Undervejs får eleverne mulighed for at sparre med lokale banker og virksomheder, som stiller konsulenter og rådgivere til rådighed. Dermed sikres eleverne et førstehåndsindblik i de problemer, krav og opgaver, der hører med til at etablere sig som selvstændig, herunder emner som: ledelse, markedsføring, strategi og budget.
 
I løbet af april blev de 14 semifinale-vindere fundet. Derefter er deres forretningsplaner blevet vurderet af en fagjury, som har sendt de 8 bedste videre til den danske finale, der finder sted den 30. april i København, i Finanssektorens Hus. Vinderne af den danske finale går videre til den internationale finale den 2. juli i Kroatien.
 
Bag om konkurrencen i Danmark står desuden Foreningen af Lærere i Erhvervsøkonomi (STX), Driftsøkonomisk Forening (HHX), Undervisningsministeriet og DI Handel. 

_______________________________________ 

* ”Iværksætterindeks 2011”, Erhvervsstyrelsen. Data er for vækstperioden 2005 til 2008.
** ”Gymnasier til fremtiden – Parat til at læse videre”, regeringen, december 2014.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her