Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Derfor spørger ban...

Derfor spørger banken om dit pas

30. september 2016

De fleste bankkunder har efterhånden opdaget, at deres bank kræver at se pas eller kørekort, når man opretter en konto. Loven kræver nemlig, at bankerne kender deres kunder og har kontrolleret deres identitet. Vi har fuld forståelse for, at nogle kunder oplever det som irriterende – eller som en mistænkeliggørelse af helt almindelige kunder. 
 
Finansrådet har samlet en lille oversigt over lovgivningen – og nogle typiske spørgsmål fra kunderne.
 
Hvorfor kræver banken at se mit pas eller kørekort?
Hvidvasklovens § 12 siger, at bankens kunder skal legitimeres ved navn, adresse og cpr-nr. Hvidvaskloven tager ganske vist ikke direkte stilling til, hvilke type dokumentation der skal benyttes. I Finanstilsynets vejledning til loven står der imidlertid, at det anbefales, at bankerne får forevist pas eller kørekort som legitimation – i kombination med eksempelvis sundhedskort.
 
Tilsynets anbefaling til, hvilken dokumentation, der skal benyttes, er derfor ret klar. Læg dertil, at tilsynet normalt lægger sin egen vejledning til grund ved tilsynsbesøg. Det er den virkelighed, banker agerer i – derfor beder de som oftest også om pas.
 
Andre officielle dokumenter som eksempelvis dåbsattest, vielsesattest eller årsopgørelser kan også anvendes som dokumentation, men tilsynet anbefaler pas eller kørekort.
 
Har banken ret til at opbevare en kopi af min legitimation?
Ja. Både hvidvasklovens § 23 og kapitel 16 i tilsynets vejledning siger klart, at man som bank kan vælge at opbevare en kopi af legitimationen. Banken skal kunne godtgøre over for tilsynet, at legitimationsproceduren er overholdt. Det kunne eksempelvis gøres ved at notere og opbevare passets løbenummer. Dog giver løbenummeret ikke i sig selv tilsynet mulighed for at kontrollere, om passet var udløbet – eller om man har tastet et forkert pasnummer. Det problem løses med en fotokopi, hvorfor mange banker tager en kopi.
 
Den 26. juni 2017 træder den nye hvidvasklov i kraft, og herefter er det ifølge § 30 lovpligtigt at opbevare kopi af den legitimation, som kunden fremviser.
 
Hvorfor skal helt almindelige lønmodtagere også granskes for hvidvask?
Bankerne skal kende alle deres kunder – uanset forretningsomfang og formål. Bankerne foretager også individuelle risikovurderinger. Og selv om det lyder besnærende bare at fjerne overvågningen af transaktioner fra alle "almindelige lønmodtagere", vil det være i direkte modstrid med loven.
 
Den kommende hvidvasklov åbner for mere individuel risikovurdering af kunderne, men vi mangler stadig at se den endelige lov. Der vil fortsat være krav om, at cpr-nr. og fulde navn legitimeres, men der vil dog fremadrettet blive lagt større vægt på risikovurderingerne. Det medfører nok, at en lavrisikokunde med lavrisikoprodukter kan blive kunde måske blot ved at benytte NemID.
 
Jeg har ingen lån i banken – og jeg har aldrig overtræk. Hvorfor skal jeg identificere mig?
Kravet om legitimation handler ikke om kredit eller risikoen for tab. Det er et spørgsmål om at forhindre hvidvask og terrorfinansiering, som bankerne tager meget alvorligt. Derfor følger vi lovens intention og beder alle kunder om at identificere sig.
 
Jeg har allerede vist pas én gang. Nu bliver jeg spurgt igen. Hvorfor?
Bankerne har pligt til at indhente ny legitimation, hvis man bliver usikker på, om de tidligere oplysninger er korrekte eller tilstrækkelige. Hvis man er kunde i flere institutter, skal man identificere sig i alle institutterne.
 
Gælder reglerne også i realkreditinstitutter?
Ja, alle kreditinstitutter – det vil sige både banker, sparekasser, andelskasser og realkreditinstitutter – skal have kontrolleret deres kunders identitet.
 
For yderligere information
Kontakt Finansrådets pressechef, Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller slh@finansraadet.dk
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her