Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Europæiske banker ...

Europæiske banker ramt af negativ rente

19. april 2016

Den Europæiske Centralbank har holdt deres rente negativ i snart to år. Det har positive effekter i form af billigere lån, men det rammer samtidig bankernes indtjening, lyder det fra Finansrådet.
 
Nye tal fra ECB viser, at 81 pct. af bankerne i euroområdet har oplevet et fald i deres nettorenteindtægt det seneste halve år, som følge af ECB’s negative pengepolitiske indlånsrente.
 

Fordele og ulemper

I bankerne forventer man, at udviklingen med fald i indtjening fortsætter det næste halve år.
 
- De lavere renter har medført et lidt højere udlån, men det resulterer ikke i højere indtægter, da forskellen mellem udlåns- og indlånsrenten på samme tid er indsnævret, siger cheføkonom i Finansrådet Niels Storm Stenbæk.
 
27 pct. af bankerne i euroområdet har oplevet et fald i rentemarginalen på erhvervslån. Også på forbrugslån og andet udlån til husholdninger har bankerne oplevet et fald i rentemarginalen (21 pct.).
 
 
Figur. Effekt af ECB’s negative pengepolitiske indlånsrente 
Kilde: ECB ”The euro area bank lending survey – Q1 2016”
 
 
De lavere renter har dog også fordele for bankerne påpeger Finansrådet:
 
- De lavere renter betyder lavere finansieringsomkostninger. Samtidig falder tabene, når kunderne har nemmere ved at betale renterne, fastslår Niels Storm Stenbæk og fortsætter:
 
- I nogle lande, herunder også Danmark, har der ligeledes været indtægter som følge af valutakursafdækning og omlægning af boliglån.
 

Bundlinjen lider

Beregninger viser dog, at bundlinjen i bankerne lider under de negative renter. BIS og Finansrådet har vist, at henholdsvis større internationale og danske banker taber ca. 0,3-0,4 pct.point af resultatet set i forhold til de samlede aktiver, når den korte rente er meget lav og falder med 1 pct.point.
 
- Selvom der er både fordele og ulemper ved lavere rente, så betyder det i sidste ende, at bundlinjen i bankerne lider, slutter Niels Storm Stenbæk.

 

For yderligere information kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller på slh@finansraadet.dk.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her