Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Finansrådet: Digit...

Finansrådet: Digital tryghed er det vigtigste

11. februar 2016

​Ny rapport fra Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden sætter fokus på digitale udfordringer for danskerne. Digitaliseringen buldrer afsted, og det kræver et stærkt fokus på sikkerheden, lyder det fra Finansrådet, som omfavner de nye teknologiske muligheder.

Rapporten ”Digital Tryghed” fra Forbrugerådet Tænk og Trygfonden præsenterer resultaterne af en række interviews med eksperter der har indsigt i, hvilke digitale udfordringer forbrugerne står overfor i disse år.

Gevinst i hverdagen

I Finansrådet omfavner man digitaliseringen og glæder sig over de teknologiske fremskridt, der er med til at gøre hverdagen nemmere for kunderne i bankerne.
 
- Den øgede digitalisering er en stor gevinst for samfundet og danskerne, som får nye teknologiske muligheder til brug i hverdagen. Se bare på, hvor nemt det er blevet at håndtere sin privatøkonomi med netbank, mobil bank, MobilePay, Swipp og de nye muligheder for kontaktløs betaling i supermarkederne, siger digitaliseringsdirektør Michael Busk-Jepsen fra Finansrådet.
 

Udfordringer

Rapporten sætter fokus på de udfordringer, som opstår i kølvandet på en øget digitalisering. Det er helt afgørende, at lovgivning, it-løsninger og brugernes kompetencer hele tiden følger med.
 
- De danske banker har i disse år stor fokus på cybersikkerhed. Bankernes it-løsninger er en hjælp i hverdagen, men det er klart, at det samtidig er nødvendigt at sikre beskyttelsen af brugernes personfølsomme oplysninger, og det har både banker og kunder et ansvar for, siger Michael Busk-Jepsen.
 
- Vi opfordrer altid kunderne til at være opmærksomme på, hvor de efterlader digitale spor, og til ikke at udlevere følsomme oplysninger til afsendere, de ikke kender. I takt med at digitaliseringen buldrer afsted, så er vi også nødt til hele tiden at skabe nye løsninger for sikkerhed, slutter Michael Busk-Jepsen.
 
 
For yderligere oplysninger kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller på slh@finansraadet.dk
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her