Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Klumme: Brexit er ...

Klumme: Brexit er noget skidt - og så er det tid til reguleringspause

19. oktober 2016

Klumme bragt i Finanswatch 19. oktober 2016.

I forrige uge var der dobbelt finansielt topmøde i USA. Den finansielle sektor holdt topmøde i IIF, som vel er det tætteste, vi kommer på et slags globalt Finansråd, mens centralbanker og finansministerier mødtes nogle hundrede meter længere nede ad gaden i IMF.

Når banker fra USA og Europa mødes er det tydeligt, at de ikke er enige i alt, og at konkurrencen er intens. Amerikanerne mener, at de gjorde det helt rigtige ved hurtigt at tage de nødvendige tab og rekapitalisere, da den finansielle krise brød ud i lys lue i 2008. Mens europæere omvendt, må man forstå, blot lod stå til, hvilket de seneste måneders uro knyttet til italienske og tyske banker understreger.

Omvendt fremhæver de europæiske banker, at deres amerikanske artsfæller fortsat er afhængige af - og baseret på - de halvoffentlige kreditinstitutioner, Fannie Mae og Freddie Mac. Et setup Europa ikke længere anerkender som brugbart. Og desuden kan man også argumentere for, at de aktuelle problemer i Deutsche Bank jo i høj grad skyldes netop udsigten til urimeligt hårde sanktioner fra de amerikanske myndigheder. Og på den måde var der fortsat masser at udsætte på hinanden.
 
Til gengæld fandt man hurtigt fælles fodslag, da det kom til årets uundgåelige tema: Brexit.
 
Den gode, den lunkne og den grusomme
Brexit er en skelsættende begivenhed, som ikke er godt for nogen. Hverken englændere, europæere eller amerikanere. Og Theresa Mays kontante udmelding, om en såkaldt "hard brexit", gjorde ikke stemningen bedre. Dermed er de britiske bankers foretrukne model, nemlig en fortsat fuld deltagelse i det indre marked for finansielle tjenesteydelser, ikke længere en mulighed. Og tilbage står lidt forsimplet tre mulige modeller: Den gode, den lunkne og den grusomme. I hvert fald hvis man ser det fra City of Londons synspunkt
 
Den gode model er også de britiske bankers ønske: En såkaldt gensidig-ligeværdig-anerkendelses-model, altså en slags frihandelsaftale for finansielle services. Det er en ambitiøs model, som rejser mange spørgsmål. Fx hvem skal afgøre uenigheder? Den europæiske domstol? Næppe. Og den vil skulle ratificeres i 27 nationale parlamenter, der ikke vil være glade for at give englændere fri markedsadgang, når de nu lige har stemt nej til EU.
 
Den lunkne model er, at UK generelt bliver betragtet som et ækvivalent tredje land og dermed får markedsadgang, men må acceptere at være "rule-taker" – altså at EU bestemmer. Også her står udfordringerne i kø: Der skal laves en konkret vurdering af EU-kommissionen for hvert enkelt finansielt område. Der kan ikke laves en overordnet samlet vurdering. For hvert enkelt område kan processen være tung og langvarig. Som eksempel kan nævnes clearing af derivater.
 
Det har taget fem år at vurdere det amerikanske regime som ækvivalent, som dermed kunne give amerikanske virksomheder adgang. EU-kommissionen kan desuden med kort varsel trække markedsadgangen tilbage. Og på en række vigtige områder giver den nuværende EU-regulering slet ikke mulighed for at give markedsadgang til tredjelande, det gælder fx bankreguleringen. Så det vil være nødvendigt at revidere store dele af den finansielle regulering i EU for at give briterne denne mulighed. Denne model kræver altså også, at lovgiverne i EU strækker sig langt for at hjælpe briterne.
 
Det efterlader os, groft sagt, med den grusomme model: At UK generelt bliver betragtet som et tredje land (på samme vis som fx USA) og derfor mister muligheden for at drive bankvirksomhed i EU. Med mindre man selvfølgelig etablerer sig i EU.
 
Med disse dystre udsigter og risikoen for at miste markedsadgang er det ikke underligt, at de store internationale banker allerede nu må gøre sig strategiske overvejelser. Og de store amerikanske banker som JP Morgan og Morgan Stanley lagde i forrige ikke skjul på, at der vil ske en vis flytning af deres aktiviteter til EU. Morgan Stanley har således i dag mange ansatte med base i London, men som i realiteten arbejder med EU-kunder. Disse vil, ifølge CEO James Corgan, sammen med en del af support-funktionerne blive flyttet inden for EU. Omvendt var de fleste enige om, at London af flere grunde fortsat vil være et vigtigt finansielt centrum: Et stærkt øko-system med advokater, revisorer, specialiserede konsulenthuse og stærk finansiel infrastruktur kombineret med en tradition for at lave fx obligationsudstedelser baseret på engelsk ret. Det understøttes af, at kun 25 pct. af aktiviteten i City of London er relateret til EU, i hvert fald ifølge en undersøgelse fra konsulenthuset Oliver Wyman.
 
Dimon: Pause & digest
Det absolutte højdepunkt på IIF-mødet var, da en af bankverdenens absolutte superstjerner, Jamie Dimon, topbossen fra JP Morgan, indtog scenen. Karismaen flød ud over scenekanten sammen med kontante budskaber: Jo, han ville da gerne være USA's præsident, men havde ingen ambitioner om at stille op. Og i øvrigt ville det da være nemt at skrue en pakke sammen af reformer, der igen kunne bringe vækstraten i amerikansk økonomi op over 3 pct. Sidst, men bestemt ikke mindst, medbragte han så også et vigtigt finansielt budskab. Det gjaldt den finansielle regulering, hvor der ifølge Dimon er brug for "pause and digestion". Der er altså brug for en reguleringspause til at fordøje alt det, der er rullet ud siden 2008. Det kan både aktører og iagttagere af den globale finansielle sektor kun være enige i. Også vores egen danske finanskrise-ekspert, professor Jesper Rangvid, har efterlyst en pause. Men med aktuel udsigt til blandt andet, og jeg remser lige lidt op:
 
  • CRR2/CRD5 med leverage ratio og net stable funding ratio, som kommissionen spiller ud med i december.
  • Nye regler om afviklingsbuffere, de såkaldte TLAC-krav, som formentlig også vil skulle forhandles i første halvår 2017 i Bruxelles.
  • Basel IV - pakken, hvor en EU-aftale meget vel først vil komme på plads i 2018.
 
Ja, så skal vi nok et stykke ind i 2018, før der realistisk set åbner sig en mulighed for en reel pause. Derefter skal der så laves tekniske standarder af EBA (det europæiske finanstilsyn) og Folketinget skal ændre lovgivningen herhjemme. Og så skal praktikken i bankerne jo også lige følge med. Det skal implementeres i IT-systemer, forretningsgange og ledelsesrapportering. Det er således alt andet end pause, der venter forude. Og netop derfor bør der reflekteres over meldingen fra Dimon.
 
Det er også skæbnens ironi at blot få dage efter Dimon på amerikansk jord udtrykte et ønske om reguleringspause, fremsatte Erhvervsministeriet herhjemme to finansielle lovforslag på i alt 750 sider, heraf det ene, som handler om bekæmpelse af hvidvask. Sektoren herhjemme er fuldt på linje med de nødvendige ændringer og opstramninger i kølvandet på krisen. Men det er også vigtigt med refleksion og tid til ’pause and digest’.
 
Nu var det godt nok USA’s bankguru, der sagde de famøse ord i forrige uge. Men man kunne godt argumentere for, at det er vigtigere med reguleringspause her på kontinentet end i USA.
 
Europas økonomi er jo i langt højere grad bankfinansieret end i USA. Europas vækst er fortsat i slæbesporet, modsat USA's. Og hvis ikke der kommer pause og fordøjelse her i Europa, så risikerer vi ganske enkelt, ’at skylle barnet ud med badevandet’. Altså, at sektoren reelt ikke vil kunne understøtte og sikre den spæde, og så altafgørende europæiske økonomiske vækst, som naturligt står meget højt på de flestes agenda.
 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her