Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Klumme: Rygterne o...

Klumme: Rygterne om vores død er stærkt overdrevne

24. oktober 2016

Synspunkt af Ulrik Nødgaard - bragt i Berlingske den 24. oktober.

Alle står i kø for at erklære bankerne døde. Men bankerne er ikke i opposition til nye teknologier. Bankerne skubber derimod på digitaliseringsbølgen.

Fremtidsforskere, de digitale indfødte og andre med fingeren på pulsen står i kø for at erklære bankerne og deres forretningsmodeller døde.
 
De sidste årtier er fyldt med eksempler på industrier, professioner eller virksomheder, der blev ramt af et disruptivt godstog og forsvandt. De mest kendte eksempler er Kodak og Blockbuster, men moderne teknologi har også overflødiggjort typografer og måske snart postbuddet.
 
Så hvorfor ikke banken?
Fordi bankerne ikke står i opposition til de nye teknologier.
 
Vi skubber på udviklingen og tager del i den.
For eksempel har Digitaliseringsstyrelsen valgt Finansrådet som partner, når den næste generation af NemID skal udvikles.
 
Bankerne tager gerne ansvar og sætter sig for bordenden i udviklingen af identifikationsløsningen, som er et kardinalpunkt i den fortsatte digitalisering af samfundet, og vi tager også vores halvdel af regningen for udviklingen.
 
Flere af de seneste års store digitale succeser er kommet fra bankerne. Mobile betalingsløsninger lyser op, men netbanker og mobilbanker er også imponerende, nyskabende og ikke mindst meget sikre løsninger, som nyder stor tilfredshed blandt kunderne.
 
Danmark ligger i den europæiske top, når det gælder digitale betalinger, og der bliver kigget mod Danmark, når andre lande vil være klogere på et samfund, der bevæger sig mod færre kontanter og flere digitale betalinger.
 
Over de seneste år er banker og de nye finansielle tjenester rykket tættere på hinanden. Bankerne køber op eller indgår alliancer med de nye spillere, og grænserne mellem nye og gamle institutioner brydes ned. Samtidig rykker branchen for finansiel teknologi - fintech - sig også.
 
I stedet for at ville udkonkurrere bankerne lyder ambitionen nu, at man gerne vil samarbejde med bankerne, som både har bred kundekontakt og den fornødne tillid blandt kunderne til, at de f. eks. kan håndtere data korrekt.
 
Bankerne har også ressourcerne og viljen til udvikling og investering. Og sammen kommer vi også som samfund længst i bestræbelserne på nye innovative løsninger, som gerne skulle kaste fornyet vækst og nye arbejdspladser af sig.
 
Vi forsøger at favne bredt i arbejdet med at gøre København til en europæisk topdestination inden for fintech.
 
Derfor er Finansrådet også en af initiativtagerne bag den nye forening Copenhagen FinTech, der blandt andet står for et co-working space for iværksættere. Sammen med Københavns Kommune og Finansforbundet er flere banker gået ind som partnere sammen med Finansrådet.
 
Banker bliver sommetider beskyldt for at være gammeldags - til gengæld skulle bankmænd gerne være gode købmænd. Så når bankerne støtter udviklingen af fintech, er det ikke for at finansiere udviklingen af sin egen undergang.
 
Tværtimod. Vi tror fuldt og fast på, at den traditionelle bankmodel bliver udfordret over de kommende år, og nye teknologier givetvis vil revolutionere sektoren. Vi tror også, at bankerne selv bliver en vigtig del af udviklingen.
 
Fintech er uden tvivl både en risiko og en mulighed for bankerne. Men det oldgamle bankhåndværk handler netop om at håndtere præcis de to ting med succes.
 
Fremtiden bliver mere digital på grund af bankerne - ikke på trods af bankerne.

Fintech er uden tvivl både en risiko og en mulighed for bankerne. Men det oldgamle bankhåndværk handler netop om at håndtere præcis de to ting med succes.

Synspunkt af Ulrik Nødgaard - bragt i Berlingske den 24. oktober.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her