Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Rapport kortlægger...

Rapport kortlægger nye aktører på betalingsområdet

26. august 2016

Nationalbanken har i dag offentliggjort en rapport med fokus på udbredelsen af betalingstjenester, som udbydes af andre aktører end banker. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppen under Betalingsrådet, som Finansrådet har deltaget i.
 
Bankerne har i mange år gået forrest, når det gælder digitalisering, og har skabt digitale løsninger, som er blevet en integreret del af danskernes hverdag. Rapporten konkluderer, at nye aktører på betalingsområdet i disse år får stigende betydning på globalt plan, mens de endnu ikke for alvor har fået fodfæste I Danmark. 
 
En af forklaringerne på situationen i Danmark kan ifølge rapporten være, at de eksisterende løsninger, især Dankortet, og de danske bankers mobilbetalingsløsninger Mobilepay og Swipp i høj grad opfylder brugernes behov.
 
Rapporten hjælper med til at afdække et område i rivende udvikling, og Finansrådet ser det som et godt bidrag til myndighedernes arbejde med at implementere det nye betalingstjenestedirektiv i dansk lovgivning. Direktivet indeholder blandt andet regler om nye aktørers mulighed for at foretage transaktioner på en brugers bankkonto eller levere oplysninger om transaktioner og indestående på flere konti
 
Der sættes også fokus på fremkomsten af fintech-virksomheder, og rapporten peger på, at Danmark har gode forudsætninger for at blive et yndet hjemsted for nye fintech-virksomheder på betalingsområdet. Finansrådet arbejder aktivt for netop udviklingen af et dansk fintech økosystem, blandt andet gennem oprettelsen af foreningen Copenhagen Fintech, som etableres i efteråret.

Få Rapporten HER.  
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her