Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 STRESSTEST: Danske...

STRESSTEST: Danske kreditinstitutter ser sunde ud

24. august 2016

Den danske kreditsektors gode kapitalforhold betyder, at den uden problemer kan modstå et stort negativt økonomisk chok. Den danske kreditsektor er solid, lyder det fra Finansrådet på baggrund af en analyse af den nyeste stresstest fra EBA.
 
For nyligt udkom den fælles europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) med deres årlige stresstest af europæiske banker.
 
Finansrådet har set på tallene, og konklusionen er klar: De fire største danske kreditinstitutter, Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit og Sydbank, klarer sig rigtig godt målt i forhold til de europæiske kreditinstitutter, når man ser på, hvor meget kapital, de har at stå imod med.
 
Danske kreditinstitutter er godt polstret
Finansrådets analyse viser, at den danske kreditsektor, under uændrede økonomiske forhold i EBA’s og Finanstilsynets fremskrivning, vil øge deres kapitalmæssige polstring, og dermed bolværk mod tab, med 2,2 pct.-point op til et niveau på 19 pct. i gennemsnit ved udgangen af 2018.
 
De andre 37 eurolandes kreditinstitutter, vil blot øge CET1-ratio med 0,6 pct.-point og de vil dermed i gennemsnit have en kapitalpolstring, der ligger noget under den danske.
 
- Det ser fornuftigt ud, når vi sammenligner os med andre europæiske banker. Vi kan stå godt imod, og det sikrer os et solidt udgangspunkt, hvis en ny krise skulle ramme, lyder det fra økonomisk direktør i Finansrådet Jakob Legård Jakobsen.
 
Men ikke kun i et økonomisk scenarie, hvor vækst, ejendomspriser, og ledighed udvikler sig negativt, er de danske banker blandt de bedst polstrede. Også i en situation uden økonomisk tilbageslag forudser EBA’s beregninger, at danske kreditinstitutter frem mod 2018 øger deres bolværk mod tab endnu mere end de deltagende banker fra Euroområdet, jf. figur 1.
figur nyhed.JPG

Kilde: EBA, og Finansrådets beregninger.
Note: Egentlig kernekapital under basisscenarie – DK og euro-institutter.  Det enkelte lands CET1-ratio er regnet på baggrund af den samlede CET1-kapital og Total Risk Exposure. Gennemsnit for europæiske institutter er beregnet som simpelt gennemsnit. Der indgår 37 eurolandebanker under Single Supervisory Mechanism, mens de danske institutter udgøres af Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit Bank og Sydbank.

- Det er vigtigt, at danske kreditinstitutter klarer sig godt i et økonomisk stressscenarie. Men det er også afgørende, at se på, hvordan deres kapitalforhold udvikler sig under mere normale økonomiske forhold, som trods alt må betegnes som den hovedvej den europæiske økonomi forventes at bevæge sig ud af de kommende år, siger Jakob Legård Jakobsen og fortsætter:
 

- Og her må vi også konstatere de danske kreditinstitutter øger deres boldvæk mod tab mere sammenlignet med de andre banker fra euroområdet. Det er godt, slutter Jakob Legård.

 
For yderligere informations kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009 eller på slh@finansraadet.dk

 
 

 

 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her