Forside Nyheder Nyt fra Finansråde... 2016 Ulrik Nødgaard kom...

Ulrik Nødgaard kommenterer ”Det store skattelæk”

4. april 2016

​I forbindelse med et stort læk af dokumenter, fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama og en international koordineret mediedækning af dokumenternes indhold, fx rullet op i DR-dokumentaren ”Det store skattelæk”, er også flere store danske banker kommet i søgelyset. Der er sat spørgsmålstegn ved, om også danske banker hjælper kunder med at unddrage sig skat.
 
Finansrådets direktør, Ulrik Nødgaard, siger i den anledning:
 
- Det skal ikke være en del af de danske bankers forretning. Og det skal undgås. Punktum. Det er også derfor, at der er puttet mange ressourcer i at stramme op på forretningsgangene. Det er for at undgå, at vi ender i de der gråzoner eller potentielle situationer, hvor man måske kan være på kant med loven.
 
Han understreger samtidig, at skattelykonstruktioner med henblik på at unddrage sig skat ikke skal være del af dansk bankdrift. 
 
- Vi så gerne, at det lykkes internationalt at skabe fuld gennemsigtighed og informationsudveksling mellem skattemyndighederne, så vi kommer skattely til livs. Vi er imod brug af skattelykonstruktioner, hvis det handler om at kunder vil unddrage sig skat. Banker skal sige nej til kunder, som ønsker forretningsmodeller, som antyder, at det handler om at undgå at betale skat. Banker skal stille spørgsmål og kræve dokumentation, og det er mit indtryk, at sådan er det i dag. Der har været en kraftig bevægelse i den retning,” siger Ulrik Nødgaard. 
 
Finansrådet imødeser desuden gerne, at myndighederne nu undersøger de enkeltsager, der ser mistænkelige ud:
 
- Nu synes jeg at det er fint, hvis skattemyndighederne begynder at kigge på de her 7-8 år gamle sager og vurderer dem: Har man været på den forkerte side. Det hilser vi velkomment.

For yderligere information kontakt Finansrådets pressechef Stine Luise Hansen på telefon: 3016 1009
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her