Forside Politik Analyser Bankernes renter f...

Bankernes renter forklares af andet end Nationalbankens udlånsrente

20. maj 2009

Resumé

I forbindelse med rentesænkninger fra Nationalbanken henover foråret 2009 er bankerne blevet beskyldt for ikke at sænke deres udlånsrenter tilsvarende.

Faktum er imidlertid, at udlån fra Nationalbanken langt fra udgør hele fundingen af bankers aktiviteter. Funding via interbankmarkederne, korte og lange obligationer, andre finansielle instrumenter, indlån, efterstillet kapitalindskud og egenkapital har også indflydelse på bankernes udlånsrente.

I denne undersøgelse estimeres det, hvor stort gennemslaget fra Nationalbankens udlånsrente, prisen på den korte funding (det vil sige gæld med kort løbetid) og den lange funding fra pengemarkederne er på bankernes udlånsrente.

Beregningen viser, at i en periode på knap fire år (maj 2005 til marts 2009) kan 50 pct. af ændringen i udlånsrenten forklares med prisudviklingen på den lange funding, ca. 40 pct. af den korte funding og blot 10 pct. af ændringen i Nationalbankens udlånsrente. Derudover trækker en såkaldt eksogen faktor renten ned. Det kan fx tænkes at være en konkurrenceparameter, der bl.a. har været med til at indsnævre rentemarginalen eller effektiviseringsgevinster, der resulterer i en lavere pris for kunden (se afsnit 2 i undersøgelsen).

Endelig tyder noget på, at bankernes udlånsrente har ligget på et lavere niveau (ca. 0,11 pct.enheder), end hvad vores beregnede model tilsiger den skulle. Det er med udgangspunkt i en identificeret "ligevægt" mellem bankernes udlånsrente, Nationalbankens og renten på den korte og lange funding. Resultatet skal dog tages med forbehold. Ikke indeholdte faktorer i modellen kan være en forklaring, trods en generel høj forklaringsgrad (se afsnit 3 i undersøgelsen).

Undersøgelse: Bankernes rente forklares af andet end Nationalbankens udlånsrente (pdf)

 

Kontakt:

Niels Storm Stenbæk
Cheføkonom
Telefon: 3370 1105
nst@finansraadet.dk

 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her