Forside Politik Analyser Kunderne betaler h...

Kunderne betaler højere bankskat

21. februar 2012

Resumé

Bankskat og andre afgifter afviger ikke fra andre omkostninger; de lægges typisk oven på prisen på varen. Denne analyse viser, at pålægges bankerne at skulle betale en højere skat, påvirkes bankernes resultat efter skat ikke, mens resultatet før skat påvirkes positivt. Således overvæltes hele skattestigningen alene på kunderne.

Beregningerne i denne analyse kan illustreres ved et simpelt eksempel. Antag en bank, der i udgangspositionen har et resultat før skat på 100 kr. Skattesatsen er 25 pct., så banken betaler 25 kr. i skat og har et resultat efter skat på 75 kr.

Stiger selskabsskatten til 26 pct., viser analysen, at resultatet før skat øges til 100+1,82=101,82. Betales nu 26 pct. i skat af dette beløb, er resultatet efter skat 75,35 kr. Altså stort set identisk med resultatet efter skat før en ændring i skatteprocenten. Tages der højde for usikkerheden på estimatet, kan det ikke afvises, at resultatet efter skat er 75,00 kr.

Dette resultat er ikke overraskende. En virksomhed har en række ejere; pålægges virksomheden at skulle betale ekstra skat, vil investorerne naturligvis kompenseres for denne reduktion i det afkast, investorerne kan forvente nu og i fremtiden. For ikke at reducere markedsværdien vil virksomheden forsøge at holde investorernes forventninger til fremtidens resultat uændret - det sker ved at hæve indtægterne.

Resultaterne i Finansrådets analyse på danske banker er stort set identiske med resultater fra blandt andet Den Internationale Valutafond, hvor flere lande undersøges. Her finder forskerne, at banker er i stand til at overvælte mindst 100 pct. af en skattestigning.

Analyse: Kunderne betaler højere bankskat

 

Kontakt:

Niels Storm Stenbæk
Cheføkonom
Telefon: 3370 1105
nst@finansraadet.dk

 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her