Forside Politik Henstillinger Alle har ret til e...

Alle har ret til en basal indlånskonto

25. september 2015

​Alle privatkunder i Danmark har ret til at få oprettet en basal indlånskonto for at sikre, at de kan modtage løn og offentlige ydelser.

Den basale indlånskonto indeholder følgende funktioner:

  • Mulighed for at hæve og indsætte kontanter.
  • Mulighed for at gennemføre betalingstransaktioner med et debetkort med saldokontrol, fx Visa-Electron eller Maestro.
  • Mulighed for at modtage indgående kredittransaktioner som eksempelvis løn, kontantydelser, offentlige ydelser og pension. Kontoen kan således anvendes som NEM-konto. 

Ved hævning og indsættelse af kontanter har banken mulighed for at henvise kunden til en pengeautomat. I de tilfælde hvor det ikke er muligt at hæve eller indsætte kontanter via en pengeautomat, kan kunden få udført sin ekspedition via kassen i filialen. Banken skal i disse tilfælde tilbyde kunden én gratis kasseekspedition om ugen.

Den basale indlånskonto må maksimalt koste kunden et årligt gebyr på 180 kr. Gebyrgrænsen dække alene den kontoførende banks transaktioner i danske kroner. Gebyrer, der opkræves i forbindelse med anvendelse af betalingskortet i fremmed banks pengeautomat, på internettet eller i udlandet, kan opkræves særskilt.

Den enkelte bank kan tilbyde kunden at købe yderligere funktioner end de ovenfor beskrevne. Gebyrer for køb af disse funktioner er ikke omfattet af gebyrgrænsen.

I ganske særlige tilfælde vil banken kunne afvise anmodning om oprettelse eller videreførelse af en basal indlånskonto. En sådan afvisning skal være individuel og sagligt begrundet over for den enkelte kunde. Begrundelsen kan være, at kunden opfører sig anstødeligt eller er til gene for bankens personale eller kunder. Kunden kan anmode om at få begrundelsen på skrift.

Adgang til en basal indlånskonto er reguleret i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 21.
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her