Bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital

3. august 2012

Finanstilsynet har den 27. juni 2012 sendt et udkast til ændring af bekendtgørelse om opgørelse af basiskapital i høring med anmodning om eventuelle bemærkninger

De foreslåede nye regler for indløsning/tilbagekøb af egne kapitalandele er en betydelig stramning i forhold til de gældende regler. Finansrådet har dog forståelse for, at der er behov for at tilpasse de danske regler for indløsning/tilbagekøb af egne kapitalandele til de retningslinjer, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har fastsat, samt at den konkrete udmøntning af reglerne også foretages under hensyn til de forventede kommende EU-krav på området (CRR/CRD IV).

Finansrådet har i høringssvaret peget på, at alle institutter, uanset juridisk struktur, bør have samme mulighed for indløsning af kapitalandele uden forudgående tilladelse fra Finanstilsynet. Endvidere har Finansrådet peget på, at der er behov for en overgangsordning vedrørende bestemmelserne om erhvervelse af egne kapitalandele uden forudgående tilladelse.  

Finansrådet finder det endvidere vigtigt, at de danske regler for supplerende kapital ændres, således at der bliver mulighed for at medregne en ny kategori af ansvarlig lånekapital, hvor der ikke er krav om, at rentebetalinger skal kunne udskydes. Det er samtidig vigtigt, at denne nye foreslåede mulighed træder i kraft så tidligt som muligt, således at danske institutter får mulighed for at udstede ansvarlig lånekapital, der opfylder de forventede kommende EU-krav på samme konkurrencemæssige vilkår som institutter i andre europæiske lande. Finansrådet kan således overordnet tilslutte sig de foreslåede ændringer i bekendtgørelsen, men har i høringssvaret peget på, at der er behov for en justering af de foreslåede regler for den nye kategori af ansvarlig lånekapital, hvis der skal sikres ensartede konkurrencevilkår for danske institutter.

Høringssvaret:

Kontakt:

Michael Friis
Kontorchef
Telefon: 3370 1120
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her