Bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v.

26. juni 2013

Finanstilsynet har den 27. maj 2013 sendt bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. i høring til Finansrådet med anmodning om eventuelle bemærkninger. Finansrådet har afgivet høringssvar den 24. juni 2013.
 
Finansrådet er generelt positivt indstillet overfor, at Finanstilsynet og de eksterne – samt interne revisorer (FSR og IIA) har haft et udvalgsarbejde med henblik på at eliminere den forventningskløft, der tilsyneladende har været imellem, hvad tilsynet forventer, at revisorerne foretager, og hvad revisorerne faktisk foretager ved afgivelse af erklæringer, udtalelser mv. i revisionsprotokollatet til bestyrelsen.
 
Efter Finansrådets opfattelse er det imidlertid vigtigt, at denne forventningsafstemning mellem tilsynet og revisorerne og dermed den nye revisionsbekendtgørelse ikke medfører, at revisorerne skal foretage arbejdshandlinger relateret til emner/områder, som er ikke-væsentlige eller ikke-risiko¬fyldte set i forhold til virksomhedernes årsregnskaber, idet der i så fald vil være tale om unødvendige byrder og omkostninger for virksomhederne.
 
I den forbindelse finder Finansrådet det positivt, at Finanstilsynet klart tilkendegiver, at bilag 2 med arbejdshandlinger ikke skal opfattes som en tjekliste, men at revisorerne fortsat skal revidere i henhold til god revisionsskik og anvende deres professionelle kompetence ved vurdering af omfang og dybde af handlinger, samt at tilsynet vurderer, at den ændrede bekendtgørelse kun i mindre omfang vil påvirke revisorernes tidsforbrug.
 
Finansrådet har med tilfredshed endvidere noteret sig, at
• det indledningsvist i bilag 2 fremgår, at alle revisors handlinger ved afgivelse af konklusioner mv. skal være baseret på revisors vurdering af risiko og væsentlighed,
• revisors handlinger vedrørende kontrol af overholdelse af ledelsesbekendtgørelserne skal bero på revisors konkrete vurdering af risici for væsentlige fejl i årsregnskabet, samt at
• der er indarbejdet et proportionalitetsprincip vedrørende revisors handlinger relateret til kravene til solvens, således at omfanget og dybden af revisors handlinger kan baseres på virksomhedens økonomiske - og solvensmæssige situation.
 
Finansrådet har dog også notereret sig, at
• det er valgt at fastholde termen minimumshandlinger i overskriften på bilag 2, selvom dette indikerer, at der er tale om handlinger, som nødvendigvis skal udføres, og at der er tale om en tjekliste, samt at
• intern revision fortsat ikke er tildelt rollen som ansvarlig part for konklusioner og oplysninger vedrørende regnskabspraksis, ledelsesbekendtgørelser mv., selvom dette arbejde typisk udføres af intern revision, hvor en intern revision er etableret.
 
Finansrådet finder, at de to sidstnævnte forhold ikke er hensigtsmæssige og har derfor opfordret tilsynet til at genoverveje. I de specifikke bemærkninger i høringssvaret er begge forhold uddybet.
 

Høring:

Høringssvaret:

 

​Kontakt:

Martin Thygesen
Kontorchef
3370 1024
mat@finansraadet.dk

 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her