Forslag til revision af betalingstjenestedirektivet samt forslag til forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner

3. september 2013

Finanstilsynet har den 26. juli 2013 sendt de to forslag i høring. Finansrådet afgav høringssvar den 2. september 2013

Formålet med de to forslag er overordnet at understøtte bedre integration, mere konkurrence og mere innovation på markedet for betalingstjenester inden for EU. Dette er mål, som Finansrådet støtter, ligesom vi byder nye aktører på markedet velkomne.
Finansrådet så dog gerne, at direktivforslaget i endnu højere grad tog højde for betydningen af brugernes tillid til betalingssystemer. Betalingssystemer er kritisk afhængige af, at der er tillid til dem, for at de kan blive anvendt bredt, og for at de optimale samfundsmæssige gevinster kan høstes. ”Sikkerhed” bør således være et ligestillet mål, ved siden af ”konkurrence” og ”innovation”.
Finansrådet er i den sammenhæng særligt bekymret over, at direktivforslaget lægger op til, at det skal være tilladt for forbrugere at overlade deres personlige log-in detaljer (i Danmark typisk NemID) til såkaldte ”tredjemandsbetalingstjenesteudbydere”. Der er en række risici for forbrugeren, herunder misbrug af personlige oplysninger, ved en sådan overdragelse, som Finansrådet mener, bør overvejes nøje.
Endelig indeholder forordningen om interbankgebyrer en række bestemmelser, der kan have betydning for driften af Dankortet. Finansrådet støtter, at de konkrete konsekvenser for Dankortet analyseres nærmere.

Kontakt:

Tobias Nicholas Thygesen
Kontorchef
Telefon: 3370 1077
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her