Notater om Finanstilsynets praksis på IRB-området

30. november 2015

Finanstilsynet har 23. oktober 2015 sendt et notat i høring, der beskriver Finanstilsynets fortolkning af reglerne om IRB-institutters anvendelse af egne estimater for konverteringsfaktorer (CF), samt ændringer til to gældende notater om Finanstilsynets fortolkning af reglerne på IRB-området med frist for bemærkninger den 30. november 2015.

Finansrådet har ikke bemærkninger til de foreslåede ændringer til notaterne om henholdsvis intern revisions rolle og krav til validering i forbindelse med ansøgninger om væsentlige ændringer i IRB-metoden.
 
Med hensyn til det nye notat om IRB-institutters anvendelse af egne estimater for konverteringsfaktorer for medregning af ikke-balanceførte poster (CF) kan vi konstatere, at Finanstilsynet retter sin praksis ind efter sin fortolkning af den Europæiske Bankmyndigheds (EBA’s) svar på et spørgsmål om anvendelsen af egne estimater af CF i henhold til kapitalkravsforordningen (CRR). Finansrådet har ikke bemærkninger til, at Finanstilsynet tilpasser sin praksis til EBA’s fortolkning af reglerne i CRR. 
 
Finansrådet finder det dog uheldigt, at EBA har stadfæstet en fortolkning af EU-reglerne vedrørende muligheden for anvendelse af egne CF-estimater, som indebærer, at EU-reglerne adskiller sig fra Basel II-standarden, som EU-reglerne ellers er baserede på. Det er således Finansrådets vurdering, at Basel II-standarden, i overensstemmelse med hidtil gældende praksis i Danmark, giver mulighed for at anvende egne CF-estimater på forpligtelser i tilknytning til garantier udstedt af instituttet (bortset fra garantier, der indgår med en CF på 100 % efter standardmetoden for kreditrisiko).

Kontakt:

Michael Friis
Kontorchef
Telefon: 3370 1120
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her