Forside Politik Kommentarer 2009 Bankerne: Efterspø...

Bankerne: Efterspørgselskrise i erhvervslivet

23. oktober 2009

Nye tal fra Nationalbanken viser, at bankernes udlån til erhvervslivet er faldet med 2,4 pct. fra august til september 2009, når der tages højde for sæsonudsving. I forhold til situationen for et år siden er udlånet til virksomhederne faldet med ca. 10 pct., jf. figuren.

Faldet i udlån til erhvervslivet skyldes flere faktorer. I den netop offentliggjorte rapport fra De Økonomiske Råd understreger vismændene, at der har været et betydeligt fald i låneefterspørgslen. Efterspørgslen er faldet som følge af faldende boligpriser, fald i forbruget samt et mindre investeringsomfang i erhvervslivet.

Nationalbankens seneste udlånsundersøgelse bekræfter også erhvervslivets faldende låneefterspørgsel. Undersøgelsen viser, at der har været et mærkbart fald i virksomhedernes låneefterspørgsel fra 2. til 3. kvartal i år.

Ifølge Nationalbankens udlånstal er det især de meget konjunkturfølsomme erhverv, såsom fremstillingsvirksomheder, bygge- og anlægsvirksomheder samt transportvirksomheder, hvor størstedelen af faldet i udlånet er sket. Endvidere bidrager branchen engros- og detailhandel også relativt meget til faldet i bankernes erhvervsudlån. Dette er virksomheder, som er hårdt ramt af den økonomiske afmatning, hvilket naturligt mindsker deres afsætningsmuligheder samt behov for nyinvesteringer og dermed også deres låneefterspørgsel.

Nationalbankens tal viser også, at bankernes udlån er faldet, da en del af erhvervslånene er blevet "flyttet" over i realkreditinstitutterne, som i stor grad indgår som en integreret del af bankerne. Virksomhederne har generelt ændret deres finansieringsmønster i 1.halvår 2009 sammenlignet med senere år. Dette bekræftes også i Nationalbankens tal for finansielle konti for Danmark 2. kvartal 2009, som viser at udskydelsen af moms- og skattebetalinger har reduceret virksomhedernes behov for alternativ finansiering. Dertil er set en mindre stigning i omfanget af aktieudstedelser og virksomhedsobligationer. Virksomhedernes samlede finansiering er således steget konstant de seneste mange år. Produktionen er derfor ikke begrænset som følge mangel på kredit.

Figur: Årlig stigningstakst i udlån

Kilde: Nationalbanken

Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her